Musikalsk dødshymne

"BLACKOUT! is about the far-reaching consequences of drug abuse. It is based on the real lives of people who have fallen into addiction. The research has taken us on a deep dive into a world of backpackers searching for a short-cut to Paradise, kids longing to escape suburbia, junkie couples trying to act normal, NGOs hoping to make a difference..."

Der bliver lovet mangt og meget i pressematerialet til Mute Comps BLACKOUT!, der er tredje del af en trilogi om sex, våben og stoffer. Jeg satte mig til rette og forventede at blive taget med på en farefuld rejse ind i industriens og misbrugets dystre underverden af magtmisbrug, begær, desperation, selvdestruktion og festrus. Jeg så billeder af 90'ernes 'Trainspotting' for mig. Jeg forestillede mig at blive vidne til en kropslig udforskning af fysisk og mental deroute, smertefuldt levendegjort af de fysiske teaterartister fra Mute Comp. I stedet kom jeg til koncert.

De tidligere Blue Foundation-musikere Kirstine Stubbe Teglbjærg og MC Jabber og den elektroniske musiker Dodebum var med på scenen, og de slog fra start klangbunden for forestillingen an, skiftende mellem let, drømmende, sfæriske numre med Kirstine Stubbes skrøbelige og smukke vokal over pulserende, hede elektroniske stormbølger, der tog os med ind i rusens eskalerende energi og til tunge, Baal-agtige ballader, der emmede af dæmoni, undergang og død.

Scenografien var enkel. Store persiske stuetæpper lå spredt over gulvet, verdens usle dagligstue. Bagerst står bandet, indhyllet i tåge, i midten af rummet hænger et gigantisk pendul, der svinger frem og tilbage. Fire forkrøblede dansere kommer kravlende fra mørket og møver sig ind på tæppet.

De fire dansere gør det fint, men deres aktivitet på scenen virker fra starten diffus og retningsløs. De danser forskellige situationer som fx mænd i grupper, der plaget af kedsomhed driver tiden af med ligegyldig leg, til par, der slynger sig om hinanden, til ensomme scener, hvor danserne springer, folder sig ud, spjætter, krymper sig sammen, ryster af hedeture. Stærkest står den kvindelige danser Louise Huyn Dahl, der i en scene går fra skrøbelig, sammenkrympet til kraftfuld, eksplosiv og uovervindelig...tydeligvis påvirket af et hurtigt skud i armen. Og så bagefter...rysteturene, den kolde tyrker. Fanget i sin egen krop, prisgivet impulserne, overgivet til det fortærende begær efter mere, mere....for overhovedet at kunne holde ud at være i sig selv og i verden.

I forestillingens få stærke øjeblikke hænger smerten og kropsfornedrelsen som en abstrakt tyngde i det kolde, gennemtrængende lyspærelys - understøttet af musikkens tunge melankoli. Mennesket kravler rundt på bunden, allerede nedbrudt. Al sjæl har forladt rummet. Her er kun krop og død tilbage. Og Kirstine Stubbes fine vokal, der messer en dødshymne og godnatsang over de mange faldne. I forestillingens slutscene, hvor en gruppe på ca. 15 dansere synkront agerer dødskult, slår sig på lårene, hamrer hovederne i gulvet, går det hele op i en fin enhed med den gungrende musik til...her slår dæmonien og fornedrelsen igennem.

Men i størstedelen af forestillingen leverer danserne, som jeg oplever det, blot koreografier til musikken. Stiløvelser over temaerne: rus, kold tyrker, spjæt. Her er ingen personlige historier, intet særligt forhold mellem danserne, og fortællingen synes alene at ligge i sangenes ord, der lægger sig som dybfølte, filosofiske fortolkninger ned over misèren. "I can not hear my own heartbeat"..."this is a freak show".

Der ligger en fortælling og en dybde i ordene, der aldrig slår igennem i dansen eller i scenografien. Og det kan en tyk, nøgen mand, der smører sig ind i mel, bærer rundt på en spand med en død fisk i og tager en guldmaske på - ikke råde bod på. Heller ikke, når han svinger med et pendul, der symboliserer tilfældighedens slag, tidens ubønhørlighed, døden, whatever, det bliver for søgt - og virker ikke.

Jeg var skuffet. Og forstår slet ikke, at der ligger research bag. Hvor var storpolitikken, magtspillene, de knoklende opiumsbønder, kanylerne, vrangforestillingerne, hvor var omverdenen? Vi var i stedet i en lukket, sjælsforladt verden, hvor tæppet allerede var gået ned fra starten. Altså, en fin koncert...Men intet nyt eller inspirerende under den mørke sol.