Tragikomisk ordkløveri om lykkelige danskere

Med inspiration fra det svenske popband Ace of Base og deres hit Happy Nations har dramatiker og forfatter Bjørn Rasmussen skabt stykket om kontrasten mellem Danmark som verdens lykkeligste land og landet hvor stress og depression fylder og vokser sig større og større.

Udgangspunktet er den unge Linda, som har overlevet en bilulykke som barn og efterfølgende må leve med de tilhørende følelser, som aldrig har fået muligheden for at blive bearbejdet.

Temaet er relevant. Desværre drukner historien i abstrakte poetiske udtryksforme, der gør det svært for tilhørende at finde den røde tråd gennem historien. Fx ses midtvejs i stykket en lang scene, hvor Linda står som til en audition i x-factor. Men i stedet for at synge læser hun ord op. Ord som starter med at give en nogenlunde mening, men som mere og mere bliver til ordkløveri uden substans. Det er underholdende og fascinerende at lytte til. Man bliver dog efterladt af en masse forvirrende spørgsmål om den bagvedliggende mening for denne scene.

Scenerne er enkeltvis både underholdende og lærerige og udført at tre eminent dygtige skuespillere, der formår at give deres karakterer udtryk og kant, også selvom de løbende skifter mellem flere roller og kontekster. Den tilhørende musik virker også gennemtænkt og passende, selvom jeg savnede mere af inspirationsbandets musik. Vi hører kun Happy Nations én gang.

Med disse betragtninger ender jeg med at give stykket 4 kongekroner, da jeg synes enkeltdelene overskygger den (for mig) usammenhængende helhed.