Nuancer med overdrivelse

Mungo Park præsenterer her en legende forestilling, der med humor får begge fronter i kulturpolitikken til at strække våben.
Forestillingen nuancerer billedet af personen Peter Rindal. Hans modstandere har med held udlagt ham som en småborgerlig dødbider, der var imod moderne kunst. Det benægtede han selv, men trængte ikke igennem med budskabet.

Ironisk nok får stykket nuancerne frem gennem overdrivelse. Nadia Habils scenografi består af tre niveauer, der åbner sig, som forløbet skrider frem - og et trillende rør af brædder, som skuespillerne skubber rundt med. Ind kommer et klaver og en kurv med bananer, der skal bruges til regnestykker og forplejning.

Maja Juhlin er journalist fra statsradiofonien med dertilhørende retro-dansk, og Frank Thiel springer i skarp satire mellem roller som Rifbjerg, Bomholt og Bjørn Nørgaard, mens Jesper Riefensthal langsomt, men sikkert giver Rindal-figuren en tragisk dimension. Kun afbrudt af en fingeret teaterpause, hvor publikum skal drikke sekt - på statens regning …

Hvis Rindal mente, at alliancen mellem kunsten og folket var misforstået, så er dette stykke et godt bevis på det modsatte. Og samtidig tager forestillingen Rindal alvorligt.

Herligt teater!