Klaustrofobisk, velproduceret og velspillet forestilling om angst

I de senere år har der været en ny tendens i tiden. Flere og flere synes at blive ramt af en, til tider lammende, følelse af angst, en indre følelse, en indre stemme, en indre uro, en indre rædsel – for ikke at slå til, for at fejle, for ikke at være god nok til sit arbejde, sit studie, sin kæreste, sine børn, sine forældre, sine venner, sine…

Denne følelse og tilstand bliver i Anna Bros teaterstykke ”Rædsel” gjort helt konkret. Øjenkirurgen Eva lever et tilsyneladende godt liv – lige indtil den nagende stemme flytter ind i hendes liv, endda helt fysisk som en nydelig og elskværdig herre. Han vil hjælpe hende, fortæller han, med at tænke hendes tanker til ende, med at hjælpe hende med at forestille sig alle scenarier – og det gør han så.

Vi kommer længere og længere ind i Evas tanker, og den klaustrofobiske verden der er i hendes hoved. Det gør vi gennem et væld af små scener, situationer og fortællinger, som giver et godt billede af, hvordan der er inde i hovedet på en person med angst. Med teaterets egne ord: ”Hvis du har prøvet det, vil du måske kunne genkende det. Hvis du ikke har prøvet det, vil du måske kunne forstå”.

Det er et super godt tænkt scenarie, som manuskriptforfatter Anna Bro har udtænkt, og Kristian Knudsens helt enkle scenografi og ikke mindst Jonas Vests lyddesign understøtter flot de talte ord. Såvel Ida Cæcilie Rasmussen som Alexander Clement gør det godt som henholdsvis Eva og stemmen.

Det kan klart anbefales at se forestillingen, for at blive klogere på mennesker omkring os, og måske også blive klogere på, hvad der i vores samfund skaber disse stemmer, som flytter ind i folks hoveder.