"Vores Klasse" - ikke til at fralægge sig.

VORES KLASSE
”Vores Klasse” er en rystende beskrivelse af hvor langt mennesket kan drives ud i umenneskelighed. Det er en tankevækkende og nuanceret skildring af virkelige historiske begivenheder i Polen i begyndelsen af 2. Verdenskrig - MEN det betyder ikke, at vi i nutidens Danmark kan afskrive historien.
Historien er skræmmende, men fremragende naglet af den polske dramatiker Tadeusz Slobodzianek. 1.600 jøder blev i sommeren 1941 massakreret i den lille polske by Jedwabne. I 60 år lød historien, at massakren var tyskernes værk. I dag ved vi, at det var naboer, der dræbte naboer. Denne nye forskning følger Slobodzianek, ved ikke at henføre nedslagtningen til besættelsesmagternes nazister, men til lokalsamfundet. Slobodzianek formår at universalisere historien, så den kommer til at handle om os alle sammen: Hvad vil det sige at være menneske? Hvad ville vi selv gøre, hvis vi pludselig stod midt i krig og grusomheder?
”Vores Klasse” er en skildring af, hvordan religiøse og kulturelle spændinger lynhurtigt kan gøre venner til fjender og føre til vold og mord. Stykkets udgangspunkt er bedragerisk enkelt: En skoleklasse i en lille by i Polen i 1930’erne. Halvdelen af børnene er kristne, halvdelen er jødiske. De forestiller sig fremtiden, leger og forelsker sig i hinanden, men livet forandrer sig med verdenskrigen. Børnene er dårligt nok gået ud af skolen, før stikkervirksomhed, antisemitisme og vold bliver en del af hverdagen.
I første halvår ser vi, hvordan barndommens solidaritet viger for religiøse spændinger: mens de kristne beder, er jøderne sendt ned bagerst i klasseværelset. Den sovjetiske besættelse i 1939 giver yderligere fjendtlighed mellem kollaboratører og modstandsfolk. Men i 1941, da nazisterne ankommer, fører lokalsamfundets dybtliggende antisemitisme til voldtægt, prygl, tortur -eskalerende til 1600 lokale jøders indespærring i en lade, der brændes ned til grunden.
Vi følger hver enkelt skoleelevs skæbne: især den forræderiske Zygmunt, der røber en af sine kammerater til sovjetterne og senere følger ham i angrebet af byens jøder.
Efter at have afsluttet første akt med massakren, følger vi i anden akt gerningsmændene og to jødiske overlevende. En særlig gribende beretning om, hvordan jøden Rachelka, der mirakuløst undslap jødeudryddelsen, pinefuldt hæger sig fast i livet ved at konvertere til kristendommen og gifte sig med klassekammeraten - en grov mølle-ejer.

Stykkets styrke ligger i den frygtindgydende optakt til massakren, hvor ens blod som tilskuer fryser til is. Vi ser hvordan Zygmunt og hans kammerater invaderer huset tilhørende deres jødiske klassekammerat Dora, fjerner hendes grædende baby, hvorefter de på skift voldtager hende. Vi ser når Zocha skjuler en jødisk klassekammerats flygtning, men at hun præsenteres mindre som en idealiseret heltinde end som en person drevet af loyalitet over for en gammel klassekammerat.

”Vores Klasse” er et kraftfuld stykke om kollektiv skyld instrueret med beundringsværdig enkelhed. Som tilskuer sidder man i det dilemma, at man ikke entydigt kan skelne mellem de gode og de onde, hvilket gør det svært at placere vores sympati noget fast sted. På den måde lykkedes stykket og skuespillernes fremragende præstationer til fulde: stykkets karakterer er os alle sammen, vi kan alle komme til at gøre andre ondt i vores forsøg på at gøre godt, og at der ikke er nogen endegyldig sandhed, og at sandheden hele tiden kan forandre sig.

Skuespillernes fortolkninger understøttes på minimalistisk vis af en scene opbygget som et lukket rum lavet som én stor (skole)tavle kun indeholdende taburetter og borde. Et lukket rum – en verden – som ingen kan undslippe. Kristne, jøder, kollaboratører, modstandsfolk, stikkere, antisemitister er tvunget til at leve sammen – levende som døde. Ord, handlinger og vores forestillingsevne som tilskuer skaber rummene og stederne, og som prikken over i´et underbygger skuespillernes flotte mandskor stemningen med håndplukkede polske vuggerviser og folkesange.