Den skrøbelige linie mellem normalitet og anormalitet

Ja, "Lykke Bjørn" er en smuk, velspillet kærlighedshistorie.

Ja, den handler om følelsernes intensitet og kærlighedens evne til at ændre alt med et enkelt strejf af tryllestaven.

Ja, den handler om transformationen fra Karinus til Karin - fra ensomhed til lykke - fra ubetydelighed til dyrebar.

Ja, den handler om et andets menneskes magt til at opbygge og nedbryde dig ved den blotte tilstedeværelse - eller fravær.

Ja, den handler om den uprætentiøs og apatiske Karinus' afhængighed af den på ydersiden succesrige, stressede arkitektbror.

Ja, den handler om samme brors sorg og fortvivlelse over ikke at kunne hjælpe sin søster til et acceptabelt liv uden ensomhed og selvmord - både fordi han trods alt elsker sin søster, men i lige så høj grad fordi hun er en rids i lakken.

Men den handler i lige så høj grad om samfundets dyrkelse af det normale og dets afmagt overfor det anormale. Mødet mellem Karin og den alkoholiserede musiker Johannes starter som en eksplosiv, vanvittig, næsten farceagtige hungeren efter nærhed og accept uden andre krav end nydelse af kærlighedens vingesus.

Gradvist sniger normalitetens forbandelse sig også ind på det på ingen måde normale par - for måske er de i andres øjne langt fra standarden, men selv de er vokset op i og lever med forestillingen om, hvad der er "det rigtige". Det bliver bla. illustreret i lejlighedens forvandling fra mørk, rodet og ligegyldig til en Bo Bedre udgave med farver, orden og dug på bordet. Det ses i Karins tøj- og hårstil fra gråt, forvasket og kedelig til farverigt, blomstret og yndigt. Naturligvis kan man vælge udelukkende at tilskrive kærligheden denne forandring, men så ville det jo kun være ja et kærlighedsdrama.

Testen på om Karin og Johannes forhold virkelig er noget i især Karins øjne, den sker med broderens forhastede middagsbesøg hos dem og dugen på bordet. Da Karin forsøger at få Johannes til at tage en ny, velstrøget skjorte på, er han ved at flygte fra hele scenariet, men Karins fortvivlede bøn og hans dybe kærlighed til hende får ham til at trodse misbrugets mange stemmer og blive. Over for broderen får de bygget et forfalsket normalbillede op af dem som par og af Johannes i særdeleshed som en succesrig musiker med børn og fraskilt kone i en villa i Farum. Havde man ikke set forhistorien, ville man som publikum til denne scene ha troet, man betragtede en normal gennemsnitsfamilie i Dagens Danmark.

Kan Karin og Johannes bevare den illusion over for omgivelserne og ikke mindst dem selv? Er det virkelig det, de vil inderst inde? Skal essensen af samfundet virkelig være undertrykkelse af det enkelte menneske? Skal essensen af den enkelte virkelig være undertrykkelse af ham eller hende selv?

Se, det må du se "Lykke Bjørn" for at få svar på...