Herlig jul i fantasiverden.

Endnu en gang oplevede vi en total velspillet forestilling på Aalborg Teater. Selvom vi dog kom i gang med forsinkelse, (og vi havde teaterets vel nok dårligste pladser, jeg valgte derfor at stå op under hele forestillingen - så det ikke udelukkende blev et "hørespil"), blev det en god oplevelse.

Alle spillede godt - men jeg må dog fremhæve Amalie Dollerup, som spillede hovedrollefiguren Julie på en helt fantastisk måde, og levede helt op til både svingende rottehaler og supermandsdragten.
Der var masser af skøn musik og sange i forestillingen, og mange skægge ting, som fik børnene til at "skraldgrine". Og til vi voksne var der masser af sprogblomster med dobbeltbetydning. En sidegevinst af de lidt større.

Forestillingen handler om en 10 årig pige, Julie, som får kontakt med julemanden og hans søn, og fortæller dem ret så mange gange, at hendes eneste ønske til jul er at møde sin far. En far hun aldrig har mødt, men som en gang for år tilbage satte en bamse på trappen til Julies hus. Bamsen havde en lille seddel i lommen, hvorpå der stod FAR. Derfor bliver denne bamse Julies trofaste følgesvend.

Julie bor sammen med sin mor, mormor og stedfar.
Julie kan ikke lide stedfaderen, og da slet ikke efter at han har pyntet juletræet med kødpynt.
Men hun er sikker på, at alt bliver helt okay, når hun finder sin egen far. Derfor vælger hun at kontakte julemanden direkte, hvilket hun gør muligt ved at lægge nogle lyd-fælder
i stuen, så hun er sikker på at vågne, når julemanden er der.

Dette kneb lykkes, og Julie får dobbeltgevinst, for julemanden har sin søn med på oplæring. "Lille-Nis" hedder han.
Lille-Nis har medbragt noget tryllestøv. Dette støv får Julie naturligvis fat i, - og SÅ går det løs.
Julie kommer bl.a. til ved en fejl at levendegøre sin elskede bamse. Det viser sig dog, at den alligevel ikke er hendes bedste ven, for den lyver over for hende.

Undervejs sker der en masse vanvittige ting, men det er som om, vi også selv er blevet ramt af tryllestøvet.
B.la. synes vi slet ikke, det er mærkeligt, at Julies stedfar er en hund.
Måske er det heller ikke mere mærkeligt end, vi sidder og ser på både julemanden og hans søn. Findes de?? ;-)

Det er en fantastisk familieforestilling, dog må jeg sige, jeg synes at selve afslutningen blev til noget forhastet japperi.
Det virkede som om "nu er tiden gået - og vi må skynde os".
Jeg tror ikke børn nåede at opfatte selve slutningen, det var såmænd svært nok for vi voksne ;-)