Skønhed og forfald

”Jeg skal dø, Du skal dø, han/hun/det skal dø…,” sådan lyder åbnings- og slutreplikken.
Vi er i Venedig omkring begyndelsen af 1900. Kærlighedens og romantikkens by. En eventyrverden af magi og skønhed – og død. For kanalerne stinker, byen er i forfald og koleraens dødsgreb nærmer sig.
Jakob Weis har med udgangs punkt i Thomas Manns klassiker gendigtet ”Døden i Venedig” – romanen om komponisten (her forfatteren) Aschenbachs ensomhed, begær og besættelse af en ung mand på det berømte eksklusive strandhotel på Lidoen.
Næsten inden vi har fundet vores plads, er vi i scenens bredformat, på Lidoens strand med luksus liggestol og ”den unge mand” som tøjmannequin - og hotelværelse med søjler, klunker og prismelysekrone. En overordentlig vellykket scenografi af Nina Flagstad – der signalere den skønhed/dekadence vi skal gennemleve.
Og spillet – dødsspillet - kan begynde.
Nicolas Bro, fører os i sin 1½ times monolog helt ind i sjælen på den plagede forfatter. Ensom på stranden, i Venedigs gader og kanaler, følger og udspionerer han, i en tiltagende desperat kærlighedsrus, den unge smukke dreng Tadzio, der sammen med sin mor bor på hotellet. Et lille nik ved morgenbordet fra Tadzio, et strejf af en finger over dugen, er tilstrækkeligt til at vor digter drømmer og forstærker sin hede kærlighedsrus af jalousi og længsel. Fra liggestolen udvikles de erotiske fantasier, når drengen leger i vandkanten eller værst pjanker med en kammerat. En erotisk besættelse, der rummer fortvivlelse og ensomhed, hvor Christoffer Bro på fremragende vis lever sig ind og giver stemme til forestillingen om pubertetsdrengens erotiske liv.
En desperation i begær, længsel og fortvivlelse i en by med skønhed – og rædsel. Koleraens dødsgreb nærmer sig. Et varsel om forfald – der bliver personligt og materialiserer sig i en tiltagende tuberkuløs hosten.
Instruktøren Christoffer Berdal har skabt en dramatisk monolog, til den rigtige skuespiller. Nuanceret, medrivende, portrætteres en forfatters fortvivlelse. Fanget af synd/moral og skønhed og med den uundgåelige bøjning af verbet: jeg skal dø.
Selv om Viscontis film (1971) mesterværk ”Døden i Venedig”, med Dirk Bogarde i hovedrollen, står klar i erindringen (Gustav Mahlers underlægningsmusik er de fælles om), formår forestillingen på Hippodromen, med Nicolas Bros kraftpræstation, at sætte sit kunstneriske aftryk.