Jeppe på Bjerget i nye klæder
Vurdering:
Samlet vurdering:
Holbergs gamle støvede komedie ”Jeppe på bjerget” er med nænsom hånd blevet godt og grundigt støvet af. Da tæppet går op ser vi den ene række af tremmegrise efter den anden, (vist nok uden krølle på halen), så vi er straks klar over, at vi vist ikke befinder os helt på Holbergs tid. Næste tæppe er et ”sofastykke” i guldramme, som forestiller en gammel gård med mødding, så nu er tidslinjen trukket. Kostumerne har også fået et lille tvist så støvet er rystet af.
Anders Gjellerup Koch giver den fantastisk som Jeppe hele vejen gennem stykket, måske lidt langtrukkent i begyndelsen, men det understreger så også, at Jeppe er godt og grundigt forsumpet, og det gør han overbevisende på både en morsom, rørende og tragisk måde, hvilket bifaldet efter forestillingen også mere end antydede. Susan Olsen er en ”brølende tiger” i form af Nelle og giver figuren kant og kraft
Heldigvis kender vi ikke helt stykket i den originale udgave, men helt sikkert er det, at der er puttet et par replikker ind, som trækker paralleller til tiden i dag. Holberg havde nok ikke planer om, eller overhovedet forestillinger om, at den komedie med den morale og det budskab den havde i 1722, ville blive spillet på et teater 290 år senere, derfor er budskabet i komedien heller ikke så aktuel i dag, men det er god underholdning, som absolut kan give god anledning til betragtninger af vore dages ”Jeppe”. Hvordan behandler vi ”ham” i dag. Nelle som ubarmhjertigt svinger pisken – hvor ser vi ”hende” i dag? Og er der en ”Baron” – og hvad med jagtselskabet , som tildeler sig selv og deres ”herre” lidt god underholdning, hvad sker der med den mishandlede og svage ”Jeppe”, som havner på en forkert hylde.
Dejligt at lade sig underholde af et stykke god gammel dansk kultur, der er kommet i nye klæder, og derfor et friskt gensyn, eller et nyt bekendtskab, som man føler, man bør kende og så erfare, at det er helt uden det forventede støv. Det er en komedie, der er underholdende, den er tragisk, den er rørende, og vil man mere end bare lade sig underholde, ja, så giver Holberg til stadighed anledning til en betragtning af livets forhold, og hvordan mennesker er i samspil med hinanden.