I DAG:
Anbefaling - Scene

Holberg og Waka Waka

Don Ranudo anbefalet af Ida Staun Christensen
6. maj 2011
Vurdering:
Samlet vurdering:
Kan det lade sig gøre at kombinere et Holberg-stykke med spanske 70’er-eurovision-popmelodier og nymoderne Waka Waka-sambarytmer? På Aalborg Teater kan det. Og resultatet er en utrolig vellykket forestilling, som man ikke må snyde sig selv for.

Don Ranudo de Colibrados er en fornem herre. Han er ud af en meget fin familie, og hans slægt kan spores tilbage som en af de ældste i Spanien. Men Don Ranudos ualmindelig lange slægtsnavn (han har nok 15 navne!) og fine stamtavle er stort set det eneste levn fra de Colibrados-dynastiets storhedstid. Pengene er i den grad sluppet op, og enhver kan se, at Don Ranudo og hans familie lever på fattigdommens rand. Alligevel kæmper Don Ranudo og hans hustru Donna Olympia en brag kamp for fortsat at fremstå som fornemme folk, for i deres verden findes der tilsyneladende ikke noget værre end at være en del af pøblen.

Ludvig Holbergs stykke om Don Ranudo indeholder lidt af det hele. Forestillingen er både underholdende og morsom, og samtidig gemmer der sig et evigtgyldigt budskab under overfladen. Holberg stiller sig kritisk overfor den arrogance, som mange samfund (angiveligt både på hans tid, men også i nyere tid) gennemsyres af. Don Ranudo-figuren er selvhøjtidelig. Han tror, at han er mere end alle andre, men i virkeligheden er han ualmindelig fattig, også i overført betydning. Måske netop derfor får man også lidt ondt af forestillingens hovedperson. Han er arrogant, men samtidig sympatisk. Han er en antihelt og en tøffelhelt. Sidstnævnte fordi hans iver efter at fremstå fornem i høj grad tilskyndes af hans hustru.

Preben Kristensen spiller rollen som Don Ranudo, og han gør det på overbevisende facon. Også tjeneren Pedro (Steffen Eriksen) og latino-loveren Gontzalo (Nikolaj Bjørn-Andersen) er eminente i deres roller. I virkeligheden er det måske lidt synd at fremhæve nogen frem for andre, for hele holdet gør det rigtig godt.

På Aalborg Teater har man valgt en nymoderne fortolkning af Holberg og hans komedie, og denne fortolkning er, efter min mening, lige i øjet. Forestillingen har på humoristisk vis fået tilført spanske popmelodier, som skuespillerne med største indlevelse synger playback til. Dette påfund er virkelig morsomt, fordi det er overdrevent, teatralsk og fuldstændig i den spanske ånd. Sambadans og –sang samt flotte og sjove fjer- og banankostumer mangler denne Don Ranudo-opførelse heller ikke, og hvad mere kan man så forlange?

Don Ranudo har simpelthen det hele, og mere til, og derfor kvitterer jeg med seks kongekroner.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
GÅDEKATALOGERNE
Spilleperiode 1. maj - 5. maj
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr