Udfordrende teaterstykke

Med overskriften "udfordrende teaterstykke" mener jeg, at dette nyeste bud på et teaterstykke for Aalborg Teaters Lille Scene er enormt udfordrende for både publikum og (forestiller jeg mig...) skuespillere.

Den gængse dansker - som måske kun oplever få teaterstykker, herunder børnenes skoleteater og en juleforestilling i ny og næ - ville formentlig sidde skrupforvirrede tilbage efter dette nye skud på stammen. Enkelte ville måske endda løbe skrigende bort med en konklusion om, at "teater - det er IKKE lige mig..." Når det så er sagt, så synes jeg, det er fantastisk forløsende at se et teaterstykke, der stiller lidt krav til publikum!

Det bedste af halvanden time går lynhurtigt, når man skal koncentrere sig om at forstå de mange forskellige handlinger, der foregår i øst og vest (og så alligevel ikke...), samtidig med at man må bruge hjernecellerne lidt på at forstå de mange indtryk - mens man også lige skal have tid til at more sig over det formidable skuespil, som Aalborg Teaters skuespillere endnu engang leverer.

Én af de største udfordringer for publikum såvel som skuespillere (forestiller jeg mig stadig...) er, at der på ingen måde er overensstemmelse med dét, som øjet ser, og dét som i virkeligheden foregår på scenen. På besynderlig vis gør skuespillerne det alligevel troværdigt, at en halvgammel mand spiller en ung stewardesse, en ung pige spiller både en asiatisk dreng og en midaldrende mand i stribet skjorte (en skjorte som ikke altid ses på skuespilleren, men vi ved godt, at den er der), en ældre kvinde spiller en ung teenager, en fordrukken kioskejer OG en myre. Endeligt må det mest imponerende være, at en ung mand iført knæbeskytter og silkekjole på OVERBEVISENDE måde formår at spille en dansende græshoppe...
Det skal her understreges, at på trods af de ekstreme skift mellem skuespillernes forskellige roller, så foregår skiftende med ualmindeligt få rekvisitter. Naturligvis hjulpet på vej er meget detaljerede beskrivelser af, hvad der nu foregik. "Kort pause."
Oplevelsen af stykket har for mig været besynderlig! Besynderlig på den måde, at jeg lige efter stykket følte, at det kun fortjente 3 stjerner. Jeg følte mig ikke overvældet af handlingen og var blot en smule forvirret. Jeg brugte efterfølgende en times tid på at diskutere stykket med min teaterfælle og gik i seng med en idé om, at det nok alligevel var 4 stjerne værd. Og nu, efter at have genoplevet stykket endnu engang med ovenstående skrivelse, må jeg tilstå, at jeg burde have givet det i hvert fald 5 stjerner - men det jeg har ratet, og det er altså for sent!

Jeg vil dog sige, at man nok skal være en temmelig rutineret teatergænger for virkelig at se stykkets store forcer. Det er vel sjældent, at den almindelig dansker analyserer et teaterstykke i atomer - hvad dette stykke med sine postmodernistiske facetter nu fortjener.

Jeg vil slutte af med en lille personlig bemærkning, som nok understreger oplevelsen:
En halv time efter stykkets afslutning sad jeg på McDonald's, da min teaterfælle udbryder: "Det er jo græshoppen!" Og uden for vinduet kommer Andreas Jebro ganske rigtigt gående men uden de fjerneste ligheder med en feminin græshoppe. Alligevel forventede jeg at se ham springe op på taget og udføre sin sensuelle rengøringsdans endnu en gang. Man må da være græshoppe i sin fritid, hvis man kan levere så overbevisende skuespil...
FLOT.