Fin skildring af en dyster tid i dansk historie

Vi møder den unge, naive og smukke kvinde, Maria, ombord på det kæmpe sejlskib, Haabet, i 1803. Hun er mulat og sølysten og drømmer om fjerne kyster og livet på de syv have. Dette ønske går i opfyldelse. Men man skal passe på med, hvad man ønsker sig. For før hun ved det, er alt anderledes end antaget, og hun får indsigt i menneskets ondskab og i sin families dystre historie.

Mikkel Ejde er professor ved Københavns Universitet. Han er draget til De Vestindiske Øer for at dokumentere slavernes vilkår med henblik på at sikre afskaffelsen af slaveriet. Men det er svært at holde moralen højt og bevare sin integritet i en uciviliseret verden blandt kyniske slaveejere. Sidstnævnte anser nemlig ikke de sorte som mennesker men som et middel til profit og til at få stillet alle sine behov.

Stykket er sat sammen af dagbøger, logbøger og brevvekslinger. I starten er oplæsningen af disse forvirrende, da man springer i tid og mellem to personer; nemlig Maria i tiden omkring 1803 og Mikkel Ejde omkring 1823. Men man vænner sig til det som publikum, hvorefter det fungerer godt. Desuden skaber de personlige skildringer en større indlevelse, idet man får en oplevelse af at se den daværende verden helt tæt på og ud fra Maria og Mikkels øjne. Det gør stykket mere autentisk og rørende.

Haabet er en dyster historie, hvor menneskets moral kommer på prøve i en verden fyldt med onskab og fornedrelse af de sorte. Se den, hvis muligt, for det er en tid vi ikke må glemme og stykket gør denne del af Danmarks historie mere spiselig, omend væmmelsen var malets på mit ansigt størstedelen af stykket.