Lille Lars fra Zentropa

Vi er til pressekonference for filmen ”Melancolia” – den famøse – Cannesfestivalen (maj 2013). Nærbillede på storskærmen: Lars von Trier og Kirsten Dunst. Om lidt falder de fatale ord ”I am a Nazi”. Kirsten læner sig forsigtigt hen mod Lars og hvisker (tror jeg): ”Stop that nonsen, Lars”.
Om igen. Lars von Trier, i Jens Jørgen Spottags fremragende, næsten naturtro, fremstilling, trykker på remoteren, forløbet gentages og gentages… og spillet kan begynde.

For det er et spil. Et spejlkabinet, hvor fiktioner, facts og fjollerier er mixet til et kaos, hvorfra Lille Lars verden går. Paranoia, pik-fisse-fiksering, blandet op med filmens pseudo-verden. ”Mongolerne” fra tv-serien Riget, den talende ræv (Anticrist) som terapeut for Lars, nok forestillingens bedste scene. Stort og småt – især det sidste – blandet op med Lars privatliv hentet fra sladderpressen.

Peter Ålbæk Jensen, Ålen, den kommercielle filmbisse, i badekåbe, uden cigar (!), der kynisk tolker Lars tøjerier, som en selvskabt myte, han aldrig vil kunne slippe af med. En verden af selvoptagethed, hvor den røde tråd er von Triers ønske om, med to unge skuespillere, (Karin Bang Heinemeier, som Charlotte Gainsburg aliker og Casper Philipson), at genskabe sit liv, herunder pressemødet, der gjorde ham til en persona non grata i Cannes – og omegn.
1. afdeling slutter med et anarkistisk kaos af egocentri. En splitternøgen spankingklar Lars von Trier i fosterstilling under bordet, alt mens storskærmen viser en dialog mellem ham og Hitler!

Fortumlet? JA. Forarget? Nej. Grænseoverskridende? Måske.
Og se, det er det anden del handler om.

Retten er sat, i god angelsaksisk filmstil. Sagen versus: Teater V. Anklageren på vegne Trier, Ålen mfl. kan begynde. De to advokater slås verbalt for åben scene, med ”uglen” som dommer. Nævninge er os dernede i salen.
Ytringsfrihed, etiske krav, moral, hvor går grænsen? Argumenterne fyger. Vi får lidt mere struktur og hold på anarkiet.

Er forfatteren Jakob Weis og instruktøren Pelle Koppel denne gang gået for langt? For Trier-spankingen er sidste del af en trilogi. Først maleren Hornslet, så entertaineren Kasper K. – begge betydningsfulde forestillinger, der ville mere end blot at udlevere titelpersonerne.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg dengang var begejstret. Forudsagde Reumert priser – og det fik de!

Denne gang må forestillingen nøjes med et skulderklap – og en ekstra stjerne, for Valby scenens stædige vilje og evne til at turde nedbryde skranker og undgå forudsigeligheden.