I DAG:
Anbefaling - Scene

Stjerner på skrøbeligt fundament

Fobiskolen anbefalet af Leif Norlyk
4. juni 2010
Vurdering:
Samlet vurdering:
Det var skuespillernes aften. Uforglemmeligt spil, sindssygt morsomt, altid nærværende og meget bevægende – både hvad angår de sublime enkeltpræstationer og det præcise, musiske samspil – som instruktøren også skal have ære for. Spil og instruktion var i sig selv seks særligt forgyldte kongekroner værd. Så til teksten. Den var på mange måder langt fra dårlig. Der var store kvaliteter i de mange komiske og tragikomiske situationer. Jeg vil helst huske forestillingen som en serie udmærkede sketches forgyldt af skuespillerne. Havde man bare fundet en dramatisk form, der tog højde for, hvad forestillingen faktisk kunne. Helheden, det samlede udtryk, var problemet. En helhed styret af seks rystende hænder – for stykket er resultat af gruppearbejde, der også i andre sammenhænge kan lede til lave fællesnævnere og overfladiske resultater, når der ikke er tilstrækkelig sikker fælles bevidsthed om grundlæggende præmisser og måder at udfolde dem på. Den kvantitative dimension har været til at tage fat i: Stykket skulle være langt – fem timer som en wagneropera. Det kræver bare ørneblik og vingefang – ellers går det galt. I aftenens løb blev nye temaer introduceret, når der skulle fyldes ud – men ikke ført igennem. Udviklingskurver knækkede, logikken bristede, flere gode ideer og oplæg til bærende pointer tabtes på gulvet. Hvis en af dramatikerne havde påtaget sig og fået mandat til at vælge og vrage i det kollektivt frembragte stof, kunne man have nået det flerdobbelte på den halve tid. På den anden side: Fem timer var ikke for meget i de fantastiske skuespilleres selskab, og lægger man vægten på nydelsen af skuespilkunst, hvilket må være helt legalt, er forestillingen meget meget anbefalelsesværdig. Og fra den helt positive vinkel om forestillingen i sin helhed: Sjældent går man hjem med en oplevelse, der spænder så vidt.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr