Vellykket og uafrystelig fortælling om det ubegribelige

Kan og skal man overhovedet lave en teaterforestilling, som handler om noget så alvorligt som terrorisme. Det og mange andre spørgsmål handler forestillingen ”Pigen med bomberne” om – og svaret er at ja, når man behandler det som de gør på Mungo Park, så kan og skal man.

Der er mange mennesker, eller rettere sagt mange kvinder, på scenen i løbet af forestillingen. Der kommer en lang række teenagepiger ind, en ad gangen, og de bruges som en slags modeller eller redskaber til at fortælle og fortolke den ubegribelige historie om en pige, der ville lave bomber, og sprænge sin skole og et indkøbscenter i luften. Pigerne er typemæssigt forskellige, men kunne tilsammen sagtens være en pigegruppe inden folkeskole- eller gymnasieklasse. Det er godt, for det styrker pointen i, at vi aldrig helt kan vide, hvor truslen kommer fra – og at truslen kan komme fra en helt almindelig teenagepige med rygsæk, som de også siger i forestillingen.

Udover rækken af piger, som ikke har mange replikker, ser vi tre gennemgående skuespillere fortælle historien, med hvert sit perspektiv – perspektiver vi nok alle kan genkende, når vi hører eller læser om mennesker der gør noget ubegribeligt. Har samfundet svigtet? Er de blevet lokket? Er de onde og afstumpede? Vi ved det ikke, og vi får heller ikke noget svar i forestillingen. Snarere bliver vi provokeret til at diskutere det med hinanden bagefter, for ingen kan forblive uberørt, og alle er nødt til at forholde sig til det de har set.

Scenografisk er udtrykket meget enkelt. Således ser vi blot et nøgent scenerum, hvis eneste belysning kommer fra en gigantisk lyskasse oven scenen. Det medvirker, sammen med de tre skuespilleres ret ens udtryk, til en vis monotoni i forestillingen, som i hvert fald min medanmelder syntes blev for meget af det gode, men der er også noget insisterende over det at vi kun har pigerne, kvinderne og deres stemmer at forholde os til, et langt stykke hen i forestillingen – indtil der sker noget drastisk.

Drastisk er det også, da publikum pludselig inddrages på en måde, der i hvert fald for min medanmelder og jeg fik gyset frem. Hvordan skal ikke afsløres her – det skal opleves.

I det hele taget kan jeg kun anbefale, at man tager turen til Allerød og ser denne forestilling - men husk at have tid til eftersnak, gerne i teaterets foyer.