Det bør kradse og prikke i os alle

Måske er græsset grønnere et andet sted. Et trygt sted, hvor ingen bliver behandlet dårligere end andre. Måske er det Canada, måske ikke. Måske er dette paradis kun en illusion.
Forestillingen Canada med Livingstones Kabinet er den personlig fortælling af Nina Kareis, som har dansk/østrigsk/jødiske rødder.
Hendes mor og bedstefar har oplevet holocaust. Selv oplever hun danskernes diskriminering af gæstearbejderne i 70'ernes Danmark. På grund af sin baggrund har Nina en særlig sensitivitet overfor visse talemåder, humor og ytringer, især, når mennesker bliver delt op i grupper, der har forskellige rettigheder.
De tre skuespillere og musikere interagerer med primitive dukker og skilte i pap. Oven over det hele ligger fortællerstemmen. Det fungerer rigtig godt. Man bliver grebet af fortællingen og af de konkrete og enkle scenografiske greb.
Lidt sværere havde jeg det med Pete Livingstones sange, som jo ellers er signaturen i Livingstones Kabinet. Jeg synes, det nogle gange overdøvede den fine balance mellem scenografi og fortælling.
Når man efter 50 minutter stiger op af bådteatrets mørke og ud i Nyhavns smukke omgivelser, kan man spørge sig selv, om 75 år uden krig har gjort danskerne tonedøve over for den stigende stigmatisering af danskere med anden baggrund end de såkaldt rene etniske danskere.