En gemt perle

Kender du følelsen af at være taget som gidsel i et hverdagsdrama udspillet i offentligheden? Som at overhøre en personlig samtale i bussen uden du egentlig ønsker det? Sådan er følelsen af at være publikum til den 70 minutter lange forestilling Et dukkehjem.

En råhvid falmet plastiskskal af en campingvogn sætter rammerne for forestillingen, men åbner sig som en musling med en gemt perle. Den indvendige make-over har sat sit præg, og uden at afsløre for meget, omfavner den publikum med sin indre skønhed. Det er fængende og nytænkende!

Som publikummer skal man være forberedt på at man går ind til en forestilling, hvor skuespillerne kommer helt tæt på, og hvor der ingen chancer er for at gemme sig. Aktørernes stirrende blikke er ikke til at flygte fra, og den akavede følelse af at være trådt ind på privat grund, er ikke til at tage fejl af. Et dukkehjem leger med overskridelsen af de personlige grænser og den danske reserverthed.

Det er let at udpege guldkornene. Dog var der dele som strittede imod formatets ellers opfindsomme tanker. Den nærværende oplevelse betød at skuespillet blev meget udtalt og meget ’teater’. At være så tæt med skuespillerne avlede et behov for en personlig og særlig naturlig optræden, hvilket ikke alle skuespillere beherskede. Dog var det skønt at se, hvorledes karaktererne alle registrerede publikum ved deres entre, uden at skabe direkte kontakt. Der eksisterede ligesom en flot afbalanceret henvendelse til publikum.

Lange tekstpassager betød desværre at undertegnet måtte stå af, og mistede fokus op til flere gange.

Når det er sagt er det kun at anbefale denne nytænkende og anderledes fortolkning af det klassiske teater. Det er som at finde en lille skat gemt i hverdagens rammer.