Shakespeare i moderne galskab...

Shakespeare - Hamlet - Aalborg Teater... Aftenen program var sat og den glade forventning var tydelig, da vi indtog vore pladser i salen... Jeg var forberedt på, at det ikke ville være en klassisk opsætning af stykket, så jeg gik ind til aftenen med et åbent sind...
Det viste sig også straks at være på sin plads, da den første person på scenen var en ung mand iklædt hættetrøje og udstyret med labtop...

Starten var lidt svær! Man skulle lige vænne sig til sproget, den moderne tilgang og ikke mindst den dobbelthed, der var på scenen, når udvalgte karakterer via kameraer blev kastet op på "storskærm" i form af et tyndt gennemsigtigt klæde foran det egentlige skuespil og bandet - der i øvrigt spillede støvet blues/jazz det meste af tiden.
I realiteten fandt jeg det i starten ret forvirrende og savnede kun at skulle fokusere på sproget og skuespillet. Efterhånden gav det dog mere og mere mening og ind imellem emmede effekten af symbolik.

Især to karakterer skinnede igennem i aftenens forestilling - Patrick Baurichter som Hamlet, der i sit sortsyn og påtagede vanvid var ganske fantastisk, og Henrik Weel som Polonius, der især mestrede at frembringe en naturlighed i sproget...

I løbet af stykket var der ind imellem indikationer af tolkninger og idéer, som kun blev ganske kort berørt - symbolikker, der ikke for mig var helt tydelige - det kan jo til dels betegnes som en genialitet, men i dette tilfælde var der kastet lidt for mange "hints" ind, som jeg ikke synes, blev fulgt helt til dørs - spredte idéer, der kom til at svæve lidt frit i luften... Personligt havde jeg foretrukket lidt færre gode idéer, men at de så blev foldet mere ud...

Hvor godt jeg synes om opsætningen er svært at forklare. Jeg oplever det en smule ambivalent. Reelt set foretrækker jeg nok en mere klassisk opsætning af stykket, men jeg synes om udfordringen i denne noget anderledes "setting" og modet til at udfordre publikum...

Til sidst er det tankevækkende, hvor passende den sidste sætning i programmets tekst af Jens Christian Lauenstein Led er ift. en moderne opsætning af en klassisk tragedie: "[...] en politisk tragedie om et land, Danmark, som blev offer for en død og undergang, fordi for mange fandt sig i noget, de kunne have sagt nej til."