Historier om hvidhed

Med den sædvanlige sans for socialrealisme går Teater Grob i krig med et af tidens brandvarme emner - forestillingen er blevet til i et samarbejde med Teater John.

Emnet er hvidhed. Det hvide Danmark. Problemstillingen er at beskrive en række etniske danskeres liv, vilkår, frustrationer og identitetskonflikter.

Forestillingens grundliggende scenografi er et total hvidt rum, som publikum bliver mødt med fra start til slut. Det producere en forventning om at det hvide rum og den hvide farve bliver brugt aktivt stykket igennem. Det er desværre ikke tilfældet. Derfor forbliver grund-scenografien et kliche-fyldt statement.

Den første halve time synes ikke rigtig at handle om hvad publikum er blevet lovet. Personerne fremstår som helt almindelige og middelklasse - ja, hvide - danskere med præcis samme problemer og konflikter som alle andre. Det er sikket netop pointen.

Efterhånden bliver erfaringer om at være fremmed i Danmark mere om mere sat i spil, og derfor synes historierne endelig at tage fart - ca. halvvejs i forestillingen.

Personerne er imidlertid fyldt med klichéer og stereotyper, som vi alle sammen kender til. Det får historierne til at fremstå som karikaturer og personerne skabeloner af levet liv. Derfor sidder man som publikum og venter på at noget skal ske.

Helt i slutningen af forestillingen begynder der er ske noget. Fx den unge mand (spillet af Janus Nabil Bakrawi) med de meget voldsomme aggressioner som han ikke kan styre. Han træder i karakter med nogle meget kraftfulde passage hvor han sparker og slår som er en flot fysisk manifestation. Inden tæppet går viser han en flig der antyder at han er på vej ud af sin vrede.

Forestillingen slutter pludseligt og pudsigt. To af kvinderne i forestillingen sidder på Christianshavn og kigger på fugle der flyver ud over Amager. Deraf måske forestillingens titel "Vinger", men slutningen forbliver underlig påklistret og sød på en måde der er adskilt fra resten - ligesom den helt hvide scenografiske ramme, det hvide rum.