1, 2, 3 rigtig mange gange

"-Et imaginært portræt om Kirsten Walther" er undertitlen.

Med hele mystikken omkring hendes død lægges der op til et brag af en forestilling.

Med det, har jeg en klar forventning om at blive klogere på hende som menneske, forstå hende bedre og komme godt og grundigt ind under huden på hende. Med den kunstneriske som frihed nuvel.

Året er 1987, samme år som hendes død. Kirsten (Lotte Munk) forbedrer sig til en forestilling, ene og alene er det hendes navn, der skal sælge og bære forestillingen. Hun skal spille den prostituerede Julia. Kirsten er bange og nærmest rystende angst for ikke at være god nok. Samtidig forstyrres hun konstant af den pengegriske teaterdirektør, den "det skal nok gå. Vi sætter din dosis op" prædikende læge og en journalist, der vender, hvad som helst til sensationsforsider.

Intentionen for denne forestilling er god, og jeg gik ind i den lille teatersal med hovedet højt og tårnhøje forventninger.

Desværre er teksten fyldt med tom snak og uforløste virkemidler. 1, 2, 3 tæller Kirsten utallige gange, og jeg når aldrig rigtig at forstå hvorfor. Hun blander mere og mere rolle og virkelighed sammen, og af og til forvirres jeg. Hvem er hun nu? Jeg tror aldrig helt, jeg når frem til hvorfor hun har det som hun har det. Skulle jeg have undersøgt noget før? Har jeg researchet for lidt på Kirsten Walthers egentlige historie?

Til gengæld er Lotte Munk en overbevisende Kirsten. Man kan nemt se den farvestrålende, private kvinde i hende. Især med den overdimensionerede gule hat og matchende regnfrakke. Man ser usikkerheden og lysten til flugt fra det hele i hendes øjne.

"Lystspil" er en lille underlig forestilling, men bestemt smukt at overvære.