Surrealistisk historieskrivning

Fortæppet hæver sig langsomt. Et par bøjede kvinde ben kommer til syne. En fødsel er i gang. Et kæmpehoved og krop skydes langsomt ud af kvindekroppen. Oskar er født – født ind i borgerskabets verden, hvor tingene ikke er som de ser ud. Far er ikke faderen – det er konens polsk/tyske
ungdoms ven. Standeruret, bord og møbler hænger i loftet.

Oskar, lille nuttede Oskar, er født ind i en verden med dobbeltmoral, kontant sex, lummer hygge og truende vold. En verden han frastødes af og kun med hjælp fra sin elskede Bliktromme, kan han tromme fra livet.

Oskar vil slet ikke være med – nægter som 3 årig, at blive voksen. Et velberegnet fald ned ad kældertrappen - og så er han, som evig dværg, med trommestikker og hvinende stemme, klar til konfrontation med Tysklands rædsels udvikling, henover nazismen, 2. verdenskrig og russernes besættelse.

”Bliktrommen”, er Gunther Grass mesterstykke i surrealistisk historieskrivning. Først roman, så film og nu teater – hele tiden hvirvler trommestikkerne og tæsker løs på det tyske borgerskabs alt anden en diskret charme, alt imens Oskars stemmemagt knuser glas, vaser og får brillerne til at splintres på den prøjsiske folkeskole lærerinde. Et alt andet end stille opgør med kadaverdisciplin, religion, demagogi, jødeforfølgelse og nazisme.

”Man kunne være blevet under tribunegulvet” siger Oskars dværge ven – men Oskar vil frem i lyset og trommehvirvle verdens galskab.

Et udviklings stykke, med Oskar/trommen/stemmen som alt overskyggende hovedperson i Nikolaj Lie Kaas skikkelse – en, alene i ord og krop, kæmpe-præstation. Imponerende, men også underligt fragmentarisk, snart med Dirch Passer diktion (”Op at stå…”), snart reciterende, sjældent tæt nærværende og kun sporatisk vedkommende.

Katrine Wiedemann, måske Danmarks bedste sceneinstruktør, kender om nogen, sammen med scenografen Maja Ravn, teatrets virkemidler– og forestillingen bobler da også af ”påfund” – alligevel sprænger Oskars trommehvirvler aldrig vores åndelige trommehinder. Blandingen af grotesk fantasi og realisme skal gøre ondt. Og det gør det ikke. Imponeret, men aldrig grebet. Momentvis er vi med. Cirkusdværgenes lilleverden er iklædt kød og blod, med smerte og kærlighed.

Sonja Richter i dobbeltrollen som moderen og ”dværge-prinsessen” er overbevisende køn, poetisk og erotisk. Men Bliktrommen vil mere. Her sidder vi tilbage, let forvirret og med en fornemmelse af, at Oskars trommen ikke fik vækket vores samvittighed, som Gunter Grass gør i sit mesterværk
.
Ærgerligt, når nu både tekst, talent – og viljen er der.