Et larmende stykke at lytte efter

Man drages mod stilheden efter dette tankebombardement. Det er ret sjovt, men også ret rodet. Vi bliver ikke taget i hånden, men heller ikke udfordret på trods af eller netop som konsekvens af, at der bliver sagt "vi hader interaktivt teater"!

Musikalsk er det en spændende omgang, lydhør skal man være efter de små detaljer. Når budskabet er, at vi skal gøre plads, kan det undre, at snakken-i-munden fylder meget af tiden ud, selvom det også kan have listenability. Og når et andet citat lyder, at vi bliver nødt til at glemme, hvad vi har hørt for at gøre plads til nyt, hvorfor så overhovedet give sine øre?

Monologerne står klart stærkest. Mon holdet har skiftes til at sætte sig ud og opleve forestillingen selv? Herfra ses Quiet som en klaustrofobisk gåen gennem gaden, hvor man suger til sig uden helt at vide hvorfor. Det er menneskeligt at ville fascineres af andre, og med den sidste tightness i skabet lykkes det.