En uendelig historie i fortryllende hast

Jeg kendte ikke til ”Den uendelige historie” før jeg placerede mig på første parket i det olivengrønne sæde på Aarhus Teater. Sitrende af forventning så jeg frem til at blive kastet hovedkulds ind i et stemningsfuldt eventyr, der kunne få mig til at glemme tid og sted.

Vi møder Bastian, der har mistet sin mor. Han lever sammen med sin far, der i sorgens slør leder efter svar i rationalitet og ønsket om ikke at dvæle ved fortiden og fantasien. Bastian derimod drages af sin egen fantasi og søger ly i historier blandt støvede bøger, hvor han finder lys og holder liv i erindringen om sin mor. Bastian har det ikke let. Som en anden Ivan Olsen jagtes han som den eftertænksomme dreng han er, af klassens brutale drenge.

I et antikvariat står Bastian tilfældigt overfor en bog, der ikke er som alle de andre. Og her begynder eventyret. Splittet mellem sin fars ord om ikke at lade sig fortabe i fantasien – og lysten til netop det, sidder Bastian sammenkrøbet i scenehjørnerne og læser højt af den uendelige historie, alt mens den udspiller sig på scenen.

Jeg bliver kastet ind i tusind julelys og holder vejret mens jeg med ét står overfor landskaber af overdimensionerede skumfiduser, tyl nok til at dække fyrre trampoliner og sugerør på størrelse med lygtepæle. Magisk. MEN, Fantásien, hvor historien udspiller sig, bliver hastigt indhentet af en altopslugende intethed, der truer med at udslette den farverige fantasiverden for altid.

Det er derfor op til den sande helt, Atréju at redde hele Fantásien men Bastian oprevet følger med på sidelinjen. Eller hvad? For spiller Bastian monstro en større rolle for begivenhedernes udslag, end han lige går og tror?

Det er ikke svært at fornemme at ”den uendelige histories” originale handling er vanskelig at favne tilpas fyldestgørende under de tidsmæssige begrænsninger, som stykket på Aarhus Teater har sat for sig selv. Det er bare sindssygt ærgerligt, at den helt igennem fantastiske scenografi og de himmelråbende smukke kostumer ikke får mere råderum, end tilfældet er her.

Jeg savnede at få lov til at dvæle ved de mageløse kreationer og skønne karakterer vi møder i løbet af historien, men som vi tilbringer meget begrænset tid sammen med. Et smukt stykke teater, der desværre fløj lidt for hurtigt af sted.

Sidst men ikke mindst vidner "Den uendelige historie" om, hvor vigtigt det er at holde fast i fantasien. Ligegyldigt om du er barn eller voksen, skal der fantasi til for at holde liv i de fantastiske historier. For de ville ikke have et liv uden os til at finde på dem.