Højaktuel komedie

I "Biedermann og Brandstifterne" sætter en flok hjemløse ild til det pænere borgerskabs huse. Inden branden flytter de ind på loftet og efter nogle dage, brænder de huset ned. Fremgangsmåden er altid den samme.
Borgerne er utrygge, og når hr. Biedermann taler med sin kone om brandstifterne, så kan de ikke straffes hårdt nok.

På trods af denne holdning, lader den godtroende og naive hr. Biedermann alligevel tvivlen komme den hjemløse Sepp til gode, da denne banker på Biedermanns dør. Selv da Sepp flytter ind på loftet sammen med en ven, og de begynder at slæbe tønder af benzin derop, vil Bidermann ikke acceptere, at Sepp og kammeraten er brandstifterne. Hr. Biedermann ser jo det bedste i alle mennesker!

Skuespillet er overbevisende og Nicolaj Kopernikus i rollen som den naive hr. Biedermann gør det meget overbevisende. Morten Suurballe gør det ligeledes fremrangende i rollen som den ucharmerende og utiltalende Sepp.

Scenografien fungerer rigtig godt. Biedermanns hus, der er placeret midt på scenen, er centrum for stykket, hvor skuespillerne og koret kan går til og fra huset, og også bevæge sig rundt om huset.

Stykket kan bestemt anbefales og er, selvom det er skrevet i 1958, stadig højaktuelt. For hvad sker der, hvis vi er lukker øjnene, og er berøringsangst overfor alt det der gør ondt i samfundet?