Poetisk søgen efter identitet

Det mærkes tydeligt at manuskriptet er forfattet af en digter. De små anekdotiske fortællinger om grønlandsk hverdag før og nu flyder ud og ind i smukke poetiske billeder, der fylder den enkle scenografi ud med substans og skønhed. Dragende sus af den grønlandske naturs tyngde og illustrationer af folkets kvaler og afmagt over for den dominerende kolonimagt. Stort og samtidig umådeligt sårbart. Og det anleder til både medlidenhed og beundring. De ordløse og meget fysiske passager med positur og dans giver indtryk af en 'oprindelig' og 'naturlig' (hvad disse ord så end skal betyde) logik i den grønlandske natur og kultur - meget anderledes end et vestligt ræsonnement, og sorgen er åbenbar når den kulturelle ensretning som historisk begivenhed opregnes og fremstilles.
Det er meget rørende og sørgmodigt at høre om hvordan man kan drives til at fornægte en del af sig selv af en skam affødt af brutal magt og politisk overherredømme. Hovedpersonen fortæller historien om at skamme sig over sin kultur, om hvordan man som splittet, ydmyget, usikker og identitetsforvirret finder fodfæste, hvilket på nogle punkter tydeligvis ikke lader sig gøre, og om at blive opfattet som fremmed i begge sine kulturelle lejre. Identitetsløshed eller multiidentitet, en ting er hvad man selv føler - en anden er desværre hvad andre ser i én. Og hvor må det være hårdt og man må føle sig totalt misforstået, når man ikke har hjemme nogen steder. Fanget mellem to kulturer som helst ser afvigelser end fællestræk.
Men der er jo også tale om to kulturer, der grundlæggende har udviklet sig længst væk fra hinanden i hver sin retning rundt om kloden og er mødtes på den anden side. Og vores hovedpersons to forældre, far Danmark og mor Grønland, som begge umiddelbart vækker sympati, kunne åbenbart ikke sammen i længden, og far måtte flytte tilbage til Danmark.
Er de to kulturer bare grundlæggende for forskellige til forsoning? Hvor meget betyder kolonihistorien for relationen i dag? Kan man overhovedet forstå hinanden, så en forsoning giver mening, og hvordan? Og hvis ikke, hvad gør man så, når man står midt imellem det hele? Mange relevante spørgsmål kan man stille og tænke videre over efter denne forestilling. Og så skal man huske at nyde de smukke billeder som digterens ord giver af det store smukke land. Man efterlades med plads til eftertænksomhed.