FORSTAND OG HJERTE I PAS DE DEUX

Kan du besidde en fornuftig følelse af kærlighed? Eller bare en fornuftlignende følelse? Og kan fornuft og følelse indgå i et fint doseret blandingsforhold, så sund fornuft og stærke følelser blander blod?

Følelserne og den rationelle fornuft synes i hvert fald at dominere de to unge søstre, Marianne og Elinor Dashwood´s sjæleliv i Peter Langdals iscenesættelse af Jane Austens debutroman fra 1811, Fornuft og Følelse (Sense and Sensibility), på Aarhus Teaters Scala-scene.

De to søstre, Marianne og Elinor, begge i underkanten af tyve, deres lillesøster Margaret på tolv og moren, Mary rammes af stor sorg og økonomisk katastrofe, da faren Henry dør. Den økonomisk godt gifte halvbror og arving, John, har lovet faren på sit dødsleje at sørge godt for sine halvsøstre. Han foreslår et ”pænt” beløb til dem alle, men bliver snakket godt og grundigt ned til stort set ingenting og en stak kasseret porcelæn af sin kone, Fanny, hvis småtskårne egoisme kun overgås af hendes storladne syn på sig selv og folk af hendes stand. Meget morsomt og ironisk fint spillet af Bue Wandahl og Mette Døssing, der bilder sig ind, at de stadig har udvist stor generøsitet. Over for den kulde står det varme forhold søstrene og moren imellem. De må flytte til mere beskedne omgivelser, får ny omgangskreds og Marianne og Elinors forskellige personligheder bliver temaet i de kærlighedsforviklinger, misforståelser og intriger, de bliver kastet ud i. Og på hver sin måde gennemlever de afsavn og fortvivlelse i en sædeskildring om kærlighed, moral og borgerlighed krydret med stræben griskhed.

ET LILLE FUND TIL ROLLEN
I Peter Langdals opsætning med manuskript af Maj-Britt Soley Langdal er den lille efternøler af en lillesøster, Margaret, trukket helt frem på scenen som stykkets fine fortællerstemme. Rigtigt fint at se historien gennem hendes øjne. I bogen fylder hun kun en linje. Her virker nu næsten som Jane Austens alter ego med forfatterdrømme og flere markante replikker såsom: ”Nogle gange vil jeg ønske, at jeg var en dreng. Så kunne man gøre noget. Handle. Jeg gider ikke bare sidde og vente.” Vidunderligt spillet af Mathilde Bang Hougård, som er et lille fund til rollen. Det kønspolitiske tema er slået fast. Kvinderne har modsat mændene ingen reelle handlemuligheder i 1800 tallets England. Det har mændene, men de har til gengæld overordentligt svært ved at håndtere deres handlinger og deres forhold til kvinder og, ja, sig selv.

Hos Marianne udgør flammehavet af følelser både en organiserende og særligt en desorganiserende faktor og rettesnor i hendes handle- og tankeliv. En følelse som fornuften ikke kan fatte, hvilket der dog skal fornuft til at indse. Det gør Marianne først mod stykkets slutning.
”En kvinde der nærmer sig de tredive, kan ikke gøre sig håb om at opleve kærligheden”,
fastslår hun i en central replik. Hun lader uskyldigt sine følelser styre af sine og samfundets fordomme og snæversyn. Og bidrager samtidig til netop fordom og snæversyn. Hun forelsker sig hovedkulds i den noget tvivlsomme charlatan James med den lidt blakkede fortid.

Over for hende står søsteren, Elinor, der styrer sine følelser med forstand og tilkæmpet selvbeherskelse. Hun er er ikke blottet for følelser, hun ved blot, hvordan hun skal kontrollere dem. Hun falder for den lidt stille og forsigtige Edward, som den egocentriske søster Fanny og dennes mor gerne en dag ser som en magtfuld politiker. Men også han er lidt blakket og skjuler noget, viser det sig.

Inge Sofie Skovbo spiller med stor detaljerigdom moren, der heroisk forsøger at holde sammen på hele menageriet. Man føler med hende i hendes bestræbelser på at opnå det bedste for sine forelskede døtre og få dem forsørget godt.

FORMIDABELT SKUESPIL
Peter Langdal viser søstrenes karakter og deres sårbare sider, som de ikke selv er gode til at erkende, men jeg som publikum kan se. I mine øjne et stærkt træk, og det virker som om, at han har været på spil med sit kendskab til Jane Austens sydende ironi i tolkningen af søstrenes og omgivelsernes måde at agere på.
Ingen skuespiller bør her fremhæves. Og dog. Alle spiller overbevisende og forløser deres karakterer til fulde. Især søstrene, Marianne og Elinor, i Cecilie Stenspils og Sofia Nolsøes skikkelser. De er betagende, bedårende og nærmest berusende at følge stykket igennem, når de med stor dybde lader øjne og kroppe tale, hvor ord hører op. Og det er vidunderligt se dem blive i deres rolle hele vejen. Helt til slutbifaldet og fremkaldelserne. Med en tåre stadig blinkende i øjenkrogen. Også Kim Veisgaard som faren m.fl. og Anders Baggesen skal nævnes. Så fik jeg alligevel fremhævet nogle.

Alt virker overbevisende i Karin Betz scenografi og 1800 tals kostume, hvor scenen former sig som en udad voksende rektangel med bevægelig baggrund. Holdt strengt i gråhvide nuancer med fine lyssætninger, som giver fladerne forskellige teksture, som indvæver dramaets udvikling. Effektfuld kontrasterende til stykkets ironi og humor, men også passende til stykkets alvor. Scenen flankeres af August Rosenbaum bag flygelet og Josefine Opsahl på cello. Undervejs viser sig smukke tableauer. Blandt andet hvor Marianne forsigtigt spiller de første strofer af Mozarts – Symphonie Nr. 1 i Es-dur, hvor alle medvirkende holder deres positioner. Os andre vejret. Rosenbaums flygel ekkoer blidt de første toner, akkompagnerer herefter og får følgeskab af Josefines cello. Åndeløst smukt.

Dramaet er tidløs. De almenmenneskelige træk i historien når let fra det 19. til det 21 århundrede, og jeg genkender nemt figurerne efterhånden, som de udfolder sig. Ifør dem joggingtøj, cowboybukser, sweaters og t-shirts, og jeg ser dem sidde på en hvilken som helst cafe ved åen i Aarhus. Spørgsmålet er blot om så rene følelser, som der er i spil hos søstrene også har fået plads ved nutidens cafebord.

Det er en gribende forestilling, som rummer drama, løssluppen morskab og ironi, og hvor jeg flere gange måtte grine og græde med karaktererne i takt med, at de får udleveret sig selv i dialogerne. Først og fremmest fordi de er forløst med så stor virtuositet og indlevelse, at man til tider taber pusten. Igen tænker jeg på søstrene Marianne og Elinor – vidunderligt spillet af Cecilie Stenspil og Sofia Nolsøe.

Og det kommer skam fra hjertet. Sagt med fornuft og følelse.


(Fornuft og følelse spiller fra 21. april til 21 maj med ekstra forestillinger frem til 28. maj på Scala Scene, Aarhus Teater.)