Krig fortalt på flere niveauer

Som vi går ind på studio scenen på Aarhus Teater hører vi tonerne til Johnny Cash, en musiker der vil blive anvendt flere gange i løbet af de 75 minutter stykket varer. På den lille scene står fem mennesker, fire mænd og en kvinde. Alle meget karismatiske. Musikken stopper, stykket starter og vi får et godt oprids af hvad krig er og hvor det foregår ude i verden. Kort sagt får vi krigen fortalt ud fra et makropersprktiv.

Scenen skifter og krigstemaet bevæger sig til et nyt niveau. Nu fremlægges en akademisk fortolkning af hvad krig er. Man skal holde tungen lige i munden, her går det stærkt og fraser og store ord bliver kaster ud i en uendelig strøm. Men meningen er der.

Sådan foregår hele teaterstykket. Fra scene til scene bevæger vi os tættere og tættere på selve kernen og udgangspunktet, nemlig broderen der drog i krig og kom hjem uden to ben og en arm. Denne del bliver naturligvis stykkets afslutning og fungerer som en rød tråd hele vejen igennem. Fra at bevæge os fra et markoperspektiv kommer vi gennem de skiftende scener ned på et mikroperspektiv i form af broderens inderste tanker, som han ligger der i hospitalssengen. Hans krig er ovre, men nu kommer alle eftervirkningerne.

Skuespillernes forskellighed gør fortællingen om broderen i krig interessant. Gennem skiftende dialoger, fortællinger og oplæg når man ikke at miste fokus. Selvom der ikke sker meget på scenen, så sker der nok. En vigtig og gribende historie som denne må ikke lade sig overskygge af sceneriske elementer. 75 minutter er en tilpas længde til både at bevare koncentrationen og samtidig give tilpas med input til at sætte tankerne i gang. Et vigtigt emne, som kræver mere italesættelse, om det så skal ske gennem et teaterstykke med Johnny Cash og Lana Del Rey som stemningsbærende elementer.