Tradition i opbrud - en forestilling for de modige

En regnfuld tirsdag gik turen til Teaterøen for at se Asterions hus’ opsætning af Macbeth. På forhånd var vi blevet lovet, eller advaret om, om man vil, at opsætningen var ”…en forestilling langt fra den klassiske” – og det holdt i den grad stik. I det hele taget er det fra starten tydeligt, at her er der ikke noget der hedder konventioner – således bryder skuespillerne allerede før forestillingen rigtig er i gang den berømte fjerde væg mellem scene og publikum, og flere gange undervejs er der en mere eller mindre direkte kommunikation mellem skuespillere og publikum.

Der er altså ikke meget tradition over forestillingen, så hvis man ikke har set en opsætning af Macbeth før, og tænker at nu er chancen der, så bliver man muligvis skuffet. Vi får kun ret overfladisk gennemgået handlingen i Shakespeares historie (formet i ler, eller er det dej?!), og i det hele taget har historien ikke den store narrative udvikling.

At der ikke er en fremadskridende handling betyder dog ingenlunde at vi har at gøre med en uinteressant forestilling. Emil Knudsen, Tilde Knudsen og Peter Kirk, som har skabt denne forestilling, har identificeret tre hovedtemaer i Macbeth; Drab, kys og fortrydelse. I løbet af de 70 minutter gestalter de to sidstnævnte de tre temaer i en tour de force gennem adskillige genrer og referencer. Vi genkender blandt andet Riget, Olsen-Banden, flere børnetv-figurer, foruden træk fra så forskellige genrer som opera, ballet, krimi, folkekomedie og en masse andre. Ydermere når vi både at høre dansk, engelsk, tysk, fransk og russisk – ja, måske endnu flere sprog.

Kan man så overhovedet følge med, tænker du måske – og svaret er efter min bedste overbevisning ja. Går man med på præmissen vil man både kunne få et smil på læben og spænding – for hvad finder de to skuespillere mon nu på? Hvordan formidler de nu spændingsfeltet mellem Macbeth og Lady Macbeth?

De to skuespillere gør det godt. Især Tilde Knudsen er fantastisk udtryksfuld og kropsligt organisk at se på, og det bidrager absolut positivt til oplevelsen.

Alt i alt en forestilling der anbefales til dem som er parate til at blive udfordret en smule, og som er parate til rent fysisk at tage turen ud til den yderste spids af Refshaleøen – der, som Teaterøen skriver på deres hjemmeside, både kan nås på cykel, båd, bus, bil og helikopter.