Desværre har vi set det før

Vi befinder os på et hotel i Sydafrika. En række mennesker er rejst ud (med Politiken Plus, men det er egentlig ikke så vigtigt, hvordan de er havnet der). De bilder sig ind at skulle opleve noget særligt, men oplever kun sig selv.

Det foregår på Teater Grob, der vanen tro diagnosticerer dansk urban middelklasse. Scenegrafien får tankerne til at flyve. Publikum ser et tværsnit af hotellet i 2 etager. Vi har set det før, på film; fx i "New York Stories" (1989). På overetagen ser man lobbyen og et værelse. I etagen under flere værelser. I værelserne og lobbyen udspiller der sig forskellige historier. De bindes i princippet sammen af, at de foregår på hotellet som ramme og af hotellets afrikanske tjener, der har relationer til alle gæsterne. Enkelte gæster indgår i løbet af stykket i relationer til hinanden, men ellers forbliver historierne adskilte, som en art "short cuts". Det er et narrativt format, som er set mange gange før. Hele stykkets set-up virker i udgangspunktet lidt slidt og forbrugt. Det giver en vis bekymring, idet forestillingen er første del af en serie af 6 forestillinger, hvor scenografi og koncept skal være gennemgående. Projektet hedder "Det 6. kontinent". I hver forstilling vil vi møde et dansk fælleskab på et fremmed kontinent - og vi vil spørge, hvordan det præger deres møde med verden. Forestillingerne ønsker at undersøge, hvad det vil sige at være dansk i globaliseringens tidsalder.

I "Hotel Nelson" forbliver det globale en neutral skal. Højst fyldes personerne med ubehag - men deres ubehag synes mest at være et ubehag overfor dem selv og det liv de lever derhjemme.

Måske er det egentlig en meget præcis beskrivelse af danskeres forhold til verden! Men personerne kunne have befundet sig på et hotel hvor som helst i verden.

I første akt får vi præsenteret gæsterne på hotellet. De har alle deres absurde og banale middelklasseproblemer med hjemme fra. Alt præsenteres i første akt. Vi ved alle, at noget må ske. Det kan ikke fortsætte sådan. Derfor byttes mange af rollerne helt forudsigeligt om i andet akt, så magtrelationerne mellem personerne ændres.

Anders (Ole Boisen) spiller i første akt samme type, som har har som jobkonsulenten i TV-serien A-klassen, hvilket er lidt forstyrrende for oplevelsen.

Han er en underdanig og jubelglad ægtemand. Hans kone Sophie (Helle Doloris) er sur og synes, at Anders er helt håbløs. Men så finder Anders ud af, at Sophie har en elsker, da har tjekker sin kones telefon og læser hendes sms'er. Derefter springer han ud som en anden Carl Mar Møller i anden akt pruttende og spruttende næsten nøgen render han rundt kun iført leopard trusser. Dette blot nævn som et eksempel på den lidt forcerede narrative fremdrift i forstillingen. Den kontrollerede, lækre og tjekkede journalist Maria (Mette Madsen) viser sig selvfølgelig at være gravid, efter at hun har brækket sig konstant gennem forestilling. Hun erkender det først tilsidst da supernørdede Frank (Henrik Prip) pludselig træder i karakter. Han har ellers rendt rundt med sin afdøde kone aske i en urne som han ind mellem taler med. Urnen tabes selvfølgelig på gulvet mod slutningen af forestillingen. Nogen vi alle har ventet på. Intet synes således at være overladt til tilfældighederne.

Måske er det på tide at spørge om ikke tiden er løbet fra Teater Grobs ironiserende satire over den københavnske middelklasse. Det var tidens trend i 1990'erne, men her et par årtier senere? Nuvel, der er virkelig morsomt - og bestemt også relevant med kærlige puf, men der kommer ikke rigtig mere ud af det end det. Det sælger sikkert mange billetter - og er på den måde en succes, men hvad er perspektivet egentlig.

Teater Grob er måske endt, med Lorca's ord, som et underholdningsetablissement der knapt fortjener betegnelsen teater, fordi det er blevet hjemsted for den glædesløse beskæftigelse at slå tiden ihjel. Vi griner nok af os selv undervejs, men bagefter er det hele glemt, og vi lever uhindret videre, desværre.

Forestillingen får 3 kulturkongekroner. Det virker måske overraskende efter den noget beske anmeldelse, men det skyldes virkelig godt skuespil, exceptionel underholdning og præcis beskrivelse af en social klasse som har fravalgt verden.