Når fællesskabet bliver for meget

En musical om Tvind lyder måske som et noget ejendommeligt projekt – for kan det virkelig lade sig gøre, at gøre en sag om bedrageri og skattesvig til seværdigt teater, og så oven i købet en musical?
Det korte svar er, at ja, det kan man godt. Forestillingen, som er sat sammen af sekvenser fra 1972 til 1997, bindes sammen af kendte og knapt så kendte kommunistiske og socialistiske sange. Man genkender f.eks. Når jeg ser et rødt fag smælde og Internationale. Min musikkyndige ledsager fremhævede netop de musikalske arrangementer som gode og interessante.
Når man i 2017 laver en musical om Tvind, ville det være let at falde for fristelsen til at pege fingre og gøre grin med alle de mennesker, som blev tiltrukket og Tvind og brugte mange år, ja for nogles vedkommende hele livet, i organisationen. Den fælde ryger de gode folk på Teater V heldigvis ikke i. Hver af de fem skuespillere skildrer en fiktiv person, fra de mødes i 1972 til de ender helt forskellige steder i 1997 – hvor de ender skal ikke røbes her, men vi ser både happy og unhappy endings. Alle personerne skildres troværdigt og med stor kærlighed og forståelse for, hvorfor de fra starten blev tiltrukket af Tvind.
Og man forstår det godt! Fra starten af forestillingen fyldes man af en følelse af, at projektet giver mening og er båret af nogle fantastiske visioner, og man føler med personerne, når de efterhånden mærker tvivlen presse sig på – og vi ser, hvilke konsekvenser det havde, når man ikke længere gik i takt.
Der er dygtige mennesker på alle pladser. Der ser vi selvfølgelig først og fremmest hos de fem skuespillere, hvor især Rikke Bilde strålede med sit virkelig autentiske look, naturlige skuespil og virkelig smukke og klangfulde stemme, og hos den velspillende musiker Sune Skuldbøl Vraa, men også instruktør Jens Svane Boutrup, dramatiker Andreas Garfield og ikke mindst scenograf Julie Forchhammer fortjener stor ros. Julie Forchhammer formår med enkle virkemidler at skabe et scenerum, som hele tiden forandrer sig, og hvor der skabes rum for små og store møder mellem figurerne – og ligesom man tror, at nu kan scenen ikke se ud på flere måder, ja så sker der noget helt nyt og meget symbolsk og interessant.

Jeg har gransket mit sind, for at finde ud af, hvad jeg ikke kunne lide ved forestillingen, men fandt ikke noget jeg syntes var væsentligt. Tvært imod gik jeg ud af salen med lyst til at se det hele igen, og til at vide mere om denne fantastiske og utrolige historie. Det kan kun udløse fuldt hus, så der er hermed givet seks stjerner.