Melankoli, humor og brutalitet

I 1920 udgav Kafka En landlæge. Små fortællinger, hvor hans ”Familiefaderens bekymring” indgår. Fortællingens to sider kredser om det slaviske ord: ”Odradek”, som synes at være navnet på et lille væsen. Væsenet ser ud som en ”flad stjerneformet trådspole (…) betrukket med tråd (…) gamle, sammenknyttede, men også sammenfiltrede trådstykker.” Jeg kom til at tænke på denne lille fortælling, da jeg var inde og se Républiques imponerende opsætning af et af Kafkask måske mest kendte værker: Processen. Måske fordi jeg aldrig har læst Processen og derfor ikke har bogen at sammenligne med. Det det, der kendetegner både ”Familiefaderens bekymring” og Républiques opsætning, er nemlig en stærk fortættethed i sproget, og en kredsen om det meningsløse. Og der var jo netop Kafkask særkende, så måske er det ikke så underligt, at Républiques dramatiske adaption af måske en af Kafkask mest kendte bøger, havde den dimension med.
Det interessante er, hvordan Republiques lykkedes med at formidle denne fortættethed og oplevelsen af (sproglig) meningsløshed hos beskueren. Joseph K (Jens Jacob Tychsen) er kommet under anklage for noget, som han ikke ved, hvad er, og som han af den grund ikke erkender sig skyldig i. På et tidspunkt opsøger han en advokat (Karen-Lise Mynster), som lig en anden Jeppe på Bjerget ligger på sit sygeleje, flankeret af sin kælende og kattemissende sygeplejerske (Kitt Maiken Mortensen). Sygeplejersken kaster sig over den efterhånden noget desperate Joseph K, der er ved at miste fodfæste og i særdeleshed dømmekraft. Hun spørger ham, hvad hans skavank er. Han svarer, at han ingen har, hvorefter hun viser ham sin venstre hånds ringefinger og langemand, adskilt af et stykke hvidligt svømmehud. Det er min skavank, siger hun. Herefter udvikler der sig en brutal elskovsakt, hvor både fingre og svømmehud skiftevist vikles ind og ud af Joseph K's gabende mund. Scenen er grotesk og vidner om en ophobning af brutalitet, som kroppen i stykket bliver genstand for.
På et andet tidspunkt ser vi den febrilske og tyngede Joseph K vandre i myldret af fremmede jakkesæt på en gade, der kunne minde om en travl gade i New York, uden destination og fortvivlet over sin situation. Melankolien gør scenen tragisk, og som beskuer ønsker vi, at Joseph skal finde en løsning og rede sig selv fra sin miserable situtation. I brudstykker ser det ud til at lykkes for ham, men det forbliver i brudstykker, og karaktererne omkring ham er aldrig rigtig ægte velvillige til at hjælpe ham. Troels II Munk giver den som onkel og reproducerende Picasso, der grinende og stormavet smider lærred på lærred af det samme motiv efter Joseph. Som om det skulle hjælpe ham til frikendelse. Det er som om, at Kafka ikke rigtig klinger af latter, men stykket indeholdt op til flere scener, hvor det simpelthen ikke kunne undgås at trække på smilebåndet og lade mavemusklerne krampe lettere sammen. Som da Josephs onkel møder op i filialen, hvor Joseph forsøger at praktisere sit virke som bankfuldmægtig, for lige at høre, hvad det er for noget med processen. Onkelen er karikeret, og det, der udspiller sig mellem dem, er endda familiært genkendeligt, irritation over et familiemedlems insisteren på indblanding i privat sag. Således mimer stykket også helt hverdagslige situationer, foruden at referere til det meningsløse i systemer af lov, ret og sprog.
Et af stykkets helt store force var, at det formåede at binde ovenstående forskellige niveauer sammen til en helstøbt udgave af Kafka i en stærk scenografi, som for en gang skyld ikke var et af de her minimalistiske opsætninger, men som rent faktisk indeholdt rekvisitter på scenen. Enkelte scener led under tab af intensitet, men blev så opvejet af en markant lydside, som til tider fik stykket til at minde om en filmopsætning. At programmet blev leveret i et forsøg på raffi saml-selv-kasse var egentlig bare en overflødig feature, som dog ikke havde indflydelse på, at stykket samlet set var virkelig vellykket og anbefalelsværdigt.