En tur i bussen

”Hvor ser i dejlige ud”. Allerede før Musikteateret slår dørene op til Lille Sal hvor monologen, ”Medpassenger” med Ulrik Nykjær Jeppesen skal finde sted, er den nyuddannede skuespiller klar. Han er til stede i Musikteaterets lille cafe, allerede i karakter og med en god øl skvulpende i glasset, og med små kommentarer til premiereaftenens tilskuere.

Dørene bliver åbnet til scenen, og ideen om at træde ind i et offentligt transport middel, bliver slået fast af et enkelt foldud sæde, samt en klippekortsautomat. Når man betragter klapsædet får man en klar ide om at man sidder i en bus og betrager klapsædderne i bussen midte. Der er bare kun et, vi andre sidder længere tilbage eller fremme. Vores enlige skuespiller,er isoleret fra resten af sine medpassengerer.

Igennem den 60 minutters lange monolog fører Ulrik Nykjær Jeppesen sit publikum igennem hele følelsesregisteret. Ikke et øjeblik mister den unge og yderst ophidsede mand sin energi, han har noget at fortælle, og han har brug for at der bliver hørt på ham. Utroligt charmerende, og samtidigt på grænsen til det angstprovokerende henvender han sig til sit publikum, direkte, han indvolverer dem i scenen, det er hans medpassengerer. De mennesker der omgiver ham, og de vage svar han får, får pointen til at flyde endnu lettere. Denne mand har noget han vil have sagt, men han føler ikke der er nogen der lytter. Hvordan kan man være omgivet af mennesker og alligevel alene?

”Medpassenger” bringer fokus på følelsen af isolation og ensomhed der kan eksistere selv når man er langt fra alene, og igennem denne debut har Ulrik Nykjær Jeppesen for alvor gjort mig spændt på, hvad han finder på i fremtiden.