Hjem til jul, Aalborg Teater, Lille Scene

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle vente af forestillingen. Jeg kunne huske, at jeg havde overvejet at købe billet ved sæsonens start, men havde alligevel valgt den fra til fordel for andre forestillinger på Aalborg Teater i denne sæson. Forestillingen beskrives i programmet som en grotesk Aalborg komedie.

Historien er skrevet af Kristian Erhardsen, der tidligere har stået bag ”Cimbrer Tyrens Nosser” og ”Fucking Aalborg” begge med udgangspunkt i det aalborgensiske. Der bruges i ”Hjem til Jul” en del tid på beskrivelser af områder i og omkring Aalborg, men de kommer ikke til sin ret, for historien handler efter min mening ikke om Aalborg – det virker som en ren tilfældighed, at Aalborg er blevet rammen om fortællingen og derfor virker det en smule overdrevet med de mange beskrivelser af gader og stræder. Det giver dog tilsyneladende en del af publikum glæden ved genkendelsen, at der refereres til velkendte og hjemlige gader og stræder i stykket.

Historien handler efter min mening om unge i 30’ernes angst for at ende som sine forældre, om anerkendelse af sig selv, som den man er, og hvordan dette håndteres, når det ikke lykkes – at historien udspiller sig i Aalborg, er efter min mening helt ligegyldigt. Man møder en del forskellige figurer med hver sin historie, der beskæftiger sig med sygdom, angsten for at miste, angsten for at blive voksen, angsten for at blive gammel…

Sceneopsætningen er enkel. To ”skateboardbaner” stillet på højkant med en slags bænk foran – meget enkel. Der bruges forskelligfarvet lys til at illustrere forskellige stemninger og det virker efter min mening ganske udmærket. Jeg tiltales af enkeltheden.

Stykkets scener er kædet sammen af regibemærkninger, der læses op af de medvirkende – primært Ebbe Trenskow. I starten er det ganske underholdende, at personernes påklædning på scenen ikke stemmer overens med det oplæste. Efter lidt tid bliver det trættende, men lidt inde i stykket holdt jeg helt op med at bemærke disse bevidste uoverensstemmelser.

Skuespillernes præstationer var jeg ikke imponeret over, dog brænder enkelte mere igennem på scenen end andre – Troels (Carsten Svendsen) og Dorthe (Hanne Windfeld) når efter min mening bedst ud over scenekanten. Ulver Skuli Abildgaard i rollen som Mogens var svær at forstå og han mumlede meget, hvilket måske nok var meget godt i tråd med rollens karakter, men nu alligevel ikke så heldigt på en scene.

I løbet af stykket vises nogle små filmklip, hvor personerne beskriver nogle af de tanker, de går og tumler med. Det virker i de fleste tilfælde ganske troværdigt og scenens opbygning af mere eller mindre lodrette skateboardbaner virker godt som ”lærred”.

Efter pausen udvikler stykket sig nærmest til en farce – et trekantsdrama imellem tre gamle venner – og det er utroligt morsomt på en ”krumme-tæer-agtig” måde, og faktisk ganske befriende…. De nærmere grunde til trekantsdramaet skal jeg ikke komme ind på her – det vil være synd for kommende publikummer…

Alt i alt følte jeg mig rigtig godt underholdt. Det var ikke en forestilling, der går ind historien, og den er langt fra det bedste, jeg har set på Aalborg Teater, men når det så er sagt, var det et godt grin og en ganske udmærket forestilling.