Kvalmende overgreb

Rundt omkring i København hænger opslag med enhver forældres mareridt: Efterlysning af en forsvundet datter. Noget driver os mod at nærlæse opslaget, og kender man teatret Grob, beroliges man af synet af deres logo på de små sedler, man kan rive af, hvis man vil i kontakt med forældrene til den savnede datter. Alligevel er der måske ikke så megen grund til at blive beroliget, for gæsteforestillingen på Teatret Grob viser os det grummeste, en menneskesjæl kan frembringe.
I den fesne, æggesnapsgule og umiddelbart ufarlige scenografi, er det kun brunettens røde negle og røde sko, der bryder billedet. Vi forstår symbolikken, men kender ikke forholdet mellem de fire: blondinen, brunetten, svinet - og sengen. I første omgang fatter vi sympati for den ulykkelige far, der nu i 13 år har været uvidende om sin datters skæbne. Samtidig aner vi uråd, for forestillingens baggrund er bl.a. den gruopvækkende sag om østrigske Joseph Fritzl, der skjulte og misbrugte sin egen datter. Og ja, blondinen er svinets egen datter, som ikke har talt siden faderens første overgreb, da hun var 12 år gammel. Brunetten er en umiddelbart frigjort ung kvinde, som ikke lægger skjul på, at hun er grænsesøgende og fuld af seksuel drift. Mødet med svinet en aften i byen bliver fatalt, og også hun spærres bogstaveligt talt inde bag gitre og tilmurede ruder.
Det er en grum forestilling. Skuespillerne gør det kvalmende fantastisk: afsøger grænserne mellem normalitet og psykopati, drift og vold – fysisk såvel som psykisk. Det er ikke rart at se på, men det konfronterer os med en bid af den virkelighed, der er derude – hvad enten vi ser den i øjnene eller ej: misbruget af døtre, af kvinder, af børn.