Økokritik, binaural lyd og en vigtig debat

Stykket bearbejder menneskets forhold til naturen igennem et ægtepar. Kvinden arbejder på et museum, hvorimod manden er kirug - allerede her bliver forventningen til de to aktøreres naturopfattelser etableret. I løbet af stykket følger vi kvindens voksende behov for at løsrive sig den moderne livsstil, hun befinder sig i, da hun både bliver fremmedgjort for sin natur, men ligeledes overvældet af de indtryk og forventninger, der hører sig til den verden hendes mand lever i. Han knokler for at opretholde en levestandard for sin familie, vil ikke have at deres datter er i skoven alene, men vil have hegn, hegn, HEGN!

Stykket er spændende i forhold til de diskussioner, det tager op og de perspektiver det giver videre. Det er interessant at få den binaurale lyd med, da den forstærker publikums individuelle indlevelsesevne i forbindelse med karaktererne: Man forstår hvilke intentioner og tankegange, der ligger i de to karakterer. Således bliver den moderne tankegang ikke sønderrevet, men i stedet retfærdiggjort, men samtidigt favoriseres den natursøgende.

Scenografien er ligeledes meget spændende, og igennem de industrielle træplader og sandgraven, der udgør scenen får stykket et udtryk af en domesticeret natur, der tjener mennesket.

Stykket er interessant i en klimadebat, til trods for dette aspekt ikke er, hvad der driver stykket frem - det er nærmere menneskets behov for forbindelsen til naturen.