Livets venskab - i medgang og modgang
Vurdering:
Samlet vurdering:
Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er vant til hinandens selskab i Cirkusrevyen, der fylder scenen sammen med andre skuespillere og dansere. I "Livet - hvor svært kan det være" står de to helt alene sammen på scenen - og det fungerer så godt!
Vi starter med slutningen, døden. Herfra bliver drømmene større, som Henrik og Niels minder os om. Jo yngre desto større drømme, håb og tanker. Den omvendte rækkefølge giver os en humoristisk og rørende fortælling om to venner, der tilfældigvis mødtes, men det tilfælde blev måske det mest skelsættende øjeblik i begges liv. To venner, der følges ad resten af livet, på godt og ondt, i medgang og modgang. For livet er svært, især hvis man selv gør det svært at leve, men det er også noget, man skal dele med sine venner. Helt indtil vi ikke længere kan huske, hvem vores venner egentlig er. Ja, selv når vi når til det punkt, holder ægte venner stadig ved. Det er smukt og rammende.
"Livet - hvor svært kan det være" er en rigtig god ide, og Vase og Fuglsangs fine tekst bliver smukt fortolket af Lykkegaard og Ellegaard. De kan noget sammen, de to - og det er heldigvis os andre forundt.