Akavet, barnligt og kejtet

Et brev

(det er ikke noget helt almindelig anmeldelse eller ”anbefaling” som I vælger at benævne det, men jeg har forsøgt at få det bedste ud af ”oplevelsen” – og det eneste reelle udbytte var opfordringen til at skrive et brev, så derfor har jeg skrevet et brev til min ven gennem 18 år, som døde sidste år i september)

Kære Christian

I aften befinder jeg mig et sted, hvor du absolut ikke ville ønske at være; i en situation du ikke ville ønske at befinde dig i, og jeg er heller ikke selv ligefrem begejstret.

Det er som du måske har gættet en af de mange dårlige teaterforestillinger som jeg forvilder mig til at overvære. Men vinen er trods alt en formidlende omstændighed, økologisk, selvom det ikke egentlig kommer sagen ved. Meget vigtigere er det, at den er spansk. Barbadillo. Ikke noget særligt som sådan, men bestemt det bedste ved aftenen. Undtaget dette brev. Det vil sige det brev jeg skrev den aften lovede postbuddet af levere til dig, men jeg er ikke sikker på at posten kan nå frem til der hvor du er nu?

Det var langt ud på Fælleden, Amager Fælled, på noget der hedder Traktørværkstedet. Her er en naturskole og en café. Vi sidder i caféen. Det hele begynder med et måltid mad, som jeg på forhånd har fået at vide er en del af den samlede pakke. Maden er inspireret af latinamerikansk gastronomi, men den har absolut ingen krydring – og de eneste krydderier som findes i caféen er salt og peber, hvilket må siges at være meget chokerende. Det er caféen der står for maden, og teatergruppen GLIMT som står for aftenens forestilling kan derfor ikke ligges til last, men fordi arrangørerne har knyttet mad og forestilling sammen så smitter maden selvfølgelig af på min oplevelse af resten af aftenen.

Jeg forestiller mig, at du ville have efterlyst rødt kød fra argentinsk højlandskvæg, og det ville bestemt have været at foretrække for aftenens vegetariske minimalisme i bogstavlige forstand. Da forestillingen skulle til at begynde, ville du nok tænke, at det kun kunne gå fremad. Det gjorde jeg faktisk også.

I dagene efter har jeg genlæst programmet og indset, at jeg ikke havde læst det godt nok. Der står faktisk, at det er en kombination af danseundervisning i cumbia og en fortællingen om en kvindes brevkorrespondance med sin bedstefar gennem dans, men selvom jeg altså lidt havde misforstået forestillingen på forhånd, var den konkrete forestilling en katastrofe. Der var ikke maget danseforestilling den aften, og man kunne næsten forlades til at tro at forestillingens duo, bestående af en danser og en guitarist, ikke var særlig dygtige og derfor forsøgte at dække over det ved at lave danseundervisning.

Du ville helt sikkert have opfattet det hele som meget pinligt og akavet. Måske ville du endda have overbevist mig om at vi skulle gå midt i det hele, og det havde jeg også rigtig meget lyst til. Eller du ville simpelthen have blevet siddende på din stol og drukket resten af Barbadillo’en. Det går netop op for mig nu, at det var det, jeg burde have gjort. Jeg kan mærke, at du smiler – og for at du forstår alvoren, må jeg hellere være helt konkret.

Forestillingen består af ca. fire undervisningssekvenser, som introduceres meget kejtet og pinligt og akavet. Vi ville sikkert finde det svært for danskere kan ikke danse, og det er meget muligt, men hvis duoen ville have os til at danse så kunne det have været gjort professionelt og passioneret – og ikke som en undskyldning for sig selv.

Ja, du griner af min skråsikkerhed og aggression, men det er værre og mere forfærdeligt end du forestiller dig. Ind imellem dansetrinene fortæller danseren om sin familie i Chile og særligt om sin bedstefar, men der bliver ikke helt tid til fordybelse og hengivelse, fordi den hurtigt afbrydes af endnu en omgang fællesdans, som kun bliver til sporadiske trin frem og tilbage. Henimod slutningen bliver vi pludselig bedt om at skrive et brev og danseren klæder sig ud som postbud og siger at hun godt kan levere brevene til rette modtager.

Derfor må du endelig fortælle mig om du modtager mit brev, men det er nok tvivlsomt – nå, ja, der er også det med adressen, men Frederiksberg Kirkegård er vel ikke til at tage fejl af?

Der er som du måske kan forstå ikke rigtig noget af det som jeg oplever den aften der hænger sammen. Ja, jo – du har ret i at postvæsenet siges at være opfundet af Inkaerne i det der i dag kaldes Chile. Jeg mener bare, at det ville have været mere interessant at komme dybere ind i enten musikken eller dansen eller brevet.

I programteksten står der for resten, at teatergruppen også opfører forestillingen på plejehjem, så du kan glæde dig over at du døde lang tid før du endte på plejehjem, men selvfølgelig ville sindsoprivende god rødvin have gjort en forskel – især med ryggen til, hvilket vi nok have valgt, hvis det var nået dertil.

Jeg lover at komme forbi med en flaske af den jeg netop har købte til Malbeck’s lagersalg og hælde et par glas ud over dig.

Kærlig hilsen
Morten