Selvportrættet i teaterform - nytænkende interessant!

Selvportrætter ses ofte i billedkunsten. Når kunstmalere maler sig selv. Ofte usentimentalt ærligt. Måske som de ser sig selv i spejlbilledet. Måske ud fra egen selvopfattelse. Kunstmuseet Louisiana har for nylig afholdt udstillingen 'Selvportræt' med både malerier og skulpturer af kunstnere som Emil Nolde, Andy Warhol, Frida Kahlo, Marc Quinn m.fl. Det er et spændende tema, og jeg var derfor nysgerrig på denne teaterforestilling af Tilde Knudsen: "Mit Rum". Et selvportræt i teaterform.

Jeg har ikke tidligere oplevet selvportrættet i teaterform. Formen i sig selv er ny og udvidende. Teaterformen har uanede virkemidler, dvs. ikke alene visuelle virkemidler som penselstrøget i maleriet, men også bevægelse, musik, tale og improvisation. Ind imellem i interaktion med publikum, som inddrages til at beslutte, hvilken af de mange dagbøger der skal læses op af. Allermest udtrykkes en levende form, som kun findes lige nu og lige her. Tilde Knudsen i kød og blod. Øjenkontakten. Selvportrættørens præsente nærvær i egen iscenesættelse. At portrættere sig selv på denne måde er undersøgende og modigt.

Først og fremmest udtrykker Tilde Knudsen en mageløs fysik. Stærk, smuk og smidig smyger hun sig på scenen. Ikke påtaget, men fordi hun bare er sådan. Dansende i krop og i sangstemme. For som hun selv udtrykker det, har hun aldrig kunnet sidde stille ret længe ad gangen. Dette er i skarp kontrast til, at hun som barn - og, ifølge sit eget udsagn, endnu en smule i dag - stadig øver sig i at råbe op og at markere sig. Der er dog ingen tvivl om, at Tilde Knudsen evner dette også. Hele forestillingens æstetiske scenografi bekræfter virkelig en sådan power.

Tildes rum, Tilde Knudsens selvportræt, indeholder alverdens rekvisitter og virkemidler: Æsker, kufferter, dagbøger, standerlamper og hænder fra mannequin-dukker. Indhyllet i musik og lys-effekter. Rekvisitterne er rammen om Tildes rum. Fortællinger og minder fra barndommen. Fra Thy til København. Der udspiller sig farvespil på scenens bagtæppe. Collager og skyggespil. Det er en imponerende formåen med blot én skuespiller på scenen.

Oplevelsen er Tilde Knudsen som sig selv og om sig selv. Og jeg synes især, at billedecollagen i slutningen af forestillingen er flot: Når hun selvportrætteret som origami-figur i silhuet og med lampeskærm som hat danser på scenens bagtæppe. I lys, skygge og med blomstrende papirklip bliver det nærmest poetisk. Jeg må også fremhæve legen med de mange gamle standerlamper. Ved hjælp af lys og Tilde Knudsens egen stemmeføring får lamperne liv som personkarakterer, og pludselig er hun ikke længere alene på scenen. Denne leg med mennesketyper forestiller jeg mig vil gå rent ind som børneteater, og jeg ser frem til også at opleve forestillingen til børn, som jeg kan læse har premiere under årets Børneteaterfestival i april.

Jeg kan måske savne et klarere budskab i "Mit Rum". En forklaring af, hvad selvportrættet skal fortælle os. Jeg må dog erkende, at selvportrætter netop ikke skal forklares. Fordi selvportrættet er et eget udtryk - og ikke en narrativ fortælling. Kunst skal vel netop ikke forklares entydigt, fordi kunsten rækker længere end logikken. Kunsten trænger dybere ind i mennesket, end logikken nogensinde kommer til. Alligevel kunne en tydeligere struktur måske invitere publikum endnu længere ind, for eksempel et mere kronologisk handlingsforløb i barndommens begivenheder. Jeg tager dog hatten af for Tilde Knudsens inderlige og ærlige fortælling. Et hjerteligt eksempel på, hvordan verden kan gribes an. Publikum inviteres tilbage i barndommens legende nysgerrighed og i sanselige måder at erfare verden på. Jeg kan varmt anbefale denne teateroplevelse. Vi har at gøre med en helt særlig en af slagsen!