Venter (stadig) på Godot

Lad mig starte, hvor det slutter. Ligesom de to på en og samme tid klovnede og poetiske vagabonder, som venter på Godot, så føler jeg også, at jeg stadig venter. [Spoiler alert] for han kom aldrig.

Morten Grundwald, som selv var til stede i salen under stykker, har ikke nogen grund til at gøre noget anderledes. Han har sat det op lige som han skulle. Klassisk, konservativt og uden tvivl troværdig overfor opsætningen tilbage fra 70'erne. Folketeateret er om noget et skridt ind i stykke historie, hvor tiden, ligesom i stykket, er en udefinerbar størrelse. Om ikke andet bliver du mindet om det i pausen, hvor du sidder i caféen, mens jazz musikken summer i baggrunden, folk sidder afventende og tavse, og det eneste, der mangler, er den tunge cigaretrøg i lokalet... ring pauseklokken ringer, og nu kom jeg ud på et sidespor.

Det samme oplevelede jeg imidlertid også under stykket. Pausen gjorde med andre ord ligeså stort indtryk på mig, som flere af de små scener i scenen gjorde. Og fred være med det. I denne medialiserede verden vi lever i, hvor alt drejer sig om korte svartider, digitale skærme og letforståelige pointer, er det trods alt godt, at vi har det analoge teater. Måske jeg forstår flere af de mange lag jeg ikke fangede i nuet, når jeg har sovet på det hele, og tænkt lidt mere over, hvorfor det var et stykke uden ende.