Tim Rushton i en ny genre

Med performancen 'The diary of a madman', blev jeg fortryllet af Csongor Szabo. Med nærvær og tilstedeværelse i krop og sind, bevægede han sig rundt i det fysiske teaters univers. Det var rart, at få lov til at se en performance med en simpel interiør og scenografi, hvor metakommentarer fra Szabo var med til at bevidstgøre både følelsen af at sidde som publikum, men også følelsen af at være indeni psyken på en 'madman'.
Når scenografien bliver så simplificeret, så fjerner man ofte unødvendig støj, og man kan få lov til at dvæle ved de(t) menneske(r) der fylder rummet med alt deres kunnen.
I ’The diary of a madman’, var der dog noget, der manglede. Det ‘noget', der kan være svært at sætte fingeren på. Det blev ret tydeligt for mig, da jeg læste at den kunstneriske leder og koreograf af forestillingen, Tim Rushton, også har været koreograf og instruktør på ‘Kridt’ (2005), som for mig at se var en langt over 6-stjerners oplevelse. Og dette understregede for mit vedkommende, at Tim Rushton ikke levede op til hans fulde potentiale, eller i hvert fald ikke er ligeså hjemmevant i performance-genren som i danse-genren.