Genoplevet Thylejr

Jeg var på Thy-lejr den første sommer i 1970. Med kone og to børn allerede for etableret til at deltage i mange af festlighederne, men med åbent sind og fuld af nysgerrighed: Hvordan var det, når det hele skulle opfindes på ny? Hvordan beslutte, når der ikke skulle stemmes? Gerne sjov tobak i stedet for det sædvanlige og af med tøjet, så man kunne se, hvad der gemte sig bag tøjets facade. Masser af musik og en følelse af, at nu skete der noget, som kunne betyde en ny retning i tilværelsen.
1. scene af Thy Teaters opførelse af Hjardemål genopfrisker på forbilledlig vis oplevelsen for os gamle, og de unge, som der var flest af ved denne forestilling, fik en forståelse af, hvad der var på færde.
Lærke Sanderhoff har skrevet et manuskript, der blotlægger både den oprigtige og tit naive tilgang til alt det nye og de mange floskler, der også blev affyret.
Scenografien er enkel. På scenen et campingtelt, der ubesværet kunne forvandles til Hjardemål kirketårn, og lige så selvfølgelig skiftede skuespillerne identitet fra tøjklædt borger til det nye samfunds menneske, der smed tøjet og herved demonstrerede et oprør mod borgerskabets normer.
De fire skuespillere viste nøgenheden som påtaget naturlig, og spillede bevidst på, at vi udover alt det ideologiske også er nyfigen og har naturlig glæde af at se smukke mennesker nøgne. Stykket gav ikke mulighed for, at de medvirkende kunne skabe figurer, som greb os, men med de helt rigtige replikker blev der tegnet et indforstået billede af tidens holdninger.
Skuespillet var uanstrengt og medrivende og sluttede smukt, men måske lidt patetisk med de fire skuespillere på scenekanten i direkte øjenkontakt med publikum, mens Joan Baez smukke udgave af We shall overcome blev afspillet, og vi alle efter bedste evne sang med.
En flot forestilling med masser af indsigt, som jeg varmt vil anbefale.