Strindberg'ske brøl om kærlighed og vanvid

Klassisk Strindberg'sk drama folder sig ud på Teatret ved Sorte Hest. Seks skuespillere på den intime scene og cirka 105 hæsblæsende minutter. Tragisk og komisk på én gang.

Var August Strindberg kvindehader? Han var i hvert fald frustreret, og med 'Faderen' fra år 1886-87 fik han for alvor afløb herfor. I fortolkningen anno 2012 gennemsyrer heldigvis også tilpas meget ironi. Måske fordi vi i dag kun fjernt forstår, at der var engang, hvor kvinder via lægenvidenskaben kunne kaldes 'hysteriske', og hvor ligestilling mellem mand og kvinde var en fjern galakse.

Og dog. For ritmesteren Adolf, faderen, er på én gang så kvindefjendsk og så kvindeafhængig, at det tragiske bliver komisk. Peter Gantzler brøler sig igennem rollen som Adolf, lige så scenen dirrer. Fængende og voldsomt. Adolf puster sig op som en vildfaren hane i en hønsegård. Hvirvlende omkring ham er hustruen (Charlotte Fich), datteren (Silke Biranell) og hans egen barndoms gamle amme, husets bestyrerinde (Elsebeth Steentoft). Der var engang, hvor kærlighed definerede alle disse relationer, men Adolf er ikke længere tilpas. Han er rasende på alle de kvinder, som definerer ham, og enhver samtale bliver til endeløse skænderier. Vanvid. Kvindesnilden overrumpler, og han forstår det ikke. For kvinderne forstår ikke ham. Også byens læge (Simon Sears) og den lokale præst (Henrik Prip) indblandes i dramaet.

Det er slående, hvordan samtalerne i 'Faderen' er aktuelle for mennesket i dag anno 2012. Og netop derfor er det relevant at se denne forestilling. Fordi forestillingen beskriver, hvad der sker, når følelser ikke håndteres empatisk og nuanceret, og når nære relationer i stedet for udvikler sig så vanvittigt skævt, at hemmeligheder og løgne uhæmmet æder den sidste reminiscens af kærlighed. De fleste mennesker kender oplevelsen: at det ofte er de personer, som er nærmest, som også kan frustrere allermest. En svær balancegang, som måske netop bekræfter, hvor meget mennesker har brug for hinanden.

Strindberg i denne anno 2012'ske version lægger således ikke op til debat om forholdet mellen mand og kvinde. Der former sig derimod et spændende billede af det brølende vanvid, som kan pible frem i følelserne i de nære relationer. Forestillingen sætter virkelig dette tema på spidsen. Intenst og underholdende fra start til slut.