Spejl - hvem er køn ?

Stykket starter i mørke, kun et enkelt spotlight lyser hen ad gulvet. Nogle veltrænede mandeben er det eneste vi kan se. Ejermanden til disse har et mørkt klæde over overkroppen, og fokus er rettet mod den forførende gang, eller er det en slentrende gang, eller en dansende, eller en..? Endnu et par ben kommer til syne, denne gang et par kvindeben, eller er det mandebenene fra før? For som gangarten skifter, skifter udtrykket og pludselig er man i tvivl. Det feminine bliver maskulint og omvendt..
Og netop tvivlen, eller spørgsmålet om hvem man er? og hvad der gør, at man er, som man er, og om det ydre spejler det indre? er stykkets omdrejningspunkt. En opsætning af det maskuline mod det feminine.
En lille dialog starter og slutter stykket, men ellers bliver handlingen vist via dansen. Der bliver poseret sig til forskellige personligheder, som med små minimalistiske ændringer pludselig ændrer det fuldkomne udtryk og sætter streg under det farlige ved førstehåndsindtryk, der er farvet af fordomme, som ligger i os alle.

Stykket indeholder både alvorlige momenter, men forfører mest ad de humoristiske veje. Det viser forskellighederne og lighederne i menneskets udtryk på en fin måde og ligger op til debat.
Jeg kan ikke gøre mig klog på selve udførelsen af dansen, men flot ser det ud, når de to og eneste hovedroller smyger sig om hinanden, duellere i og med dansen, sig selv og publikum.
Dog manglede jeg det sidste stykke ud over scenekanten, og jeg kunne godt efterlyse noget mere nærhed. Nogle gange var danserne en smule tomme i blikket og rørte mig ikke, som stykket ellers havde materiale til.

Først havde jeg givet stykket tre kroner – og en vag anmeldelse med på vejen. Jeg undskylder min sløsethed, for udøverne og folkene bag stykket. Jeg giver nu fire kroner, for som den opdaterede anmeldelse forhåbentlig viser, holder en fordom ikke altid stik, hvis man kigger efter en ekstra gang.