"Udmærket".

"Oliver Twist" er det berømte værk af Charles Dickens, om den lille forældreløse dreng i Londons undergrund. Her omdannet til et fængende skuespil af Neil Bartlett, og iscenesat på Odense Teaters store scene af Madeleine Rønn Juul, med ny musik komponeret af Hal Parfitt-Murray.

Stykket åbner med hele truppen midt for scenen, i en harmonisk a cappella. Man bemærker straks musikerne, Hal Parfitt-Murray, Ditte Fromseier Hockings, Maren Hallberg Larsen, og Villads Hoffmann. De er utrolig talentfulde, og musikken komplimenterer stykket nydeligt, og er faktisk et af stykkets store højdepunkter. Sangene i sig selv er ikke forfærdelig bemærkelsesværdige, men brugen af musikken i resten af stykket er herlig og passende.

Scenekunsten er fra start forholdsvis minimalistisk, men udvides i løbet af stykket, og er generelt passende for skuespillet. Der forekommer nogle ganske umoderne projekterede ”slides” med en ganske kikset font, men dette opvejes senere af fine holografiske effekter. Scenens potentiale udnyttes da også i høj grad med bl.a. en flot stor roterende effekt af scenens møblement.

Stykket havde en del humoristiske elementer, der dog især i første akt ikke faldt i specielt god jord ved publikum. Selve humoren var udmærket, men det var en særdeles ”tough crowd” denne trup havde med at gøre, vil jeg mene. De humoristiske elementer fungerede dog betydeligt bedre i anden akt, hvor publikum endelig virkede tilstrækkelig opvarmet.

Om truppen vil jeg sige at det generelt er den ældre del der imponerer. Helt generelt fungerede ensemblet godt som en enhed, men enkeltvis var langt største delen ikke bemærkelsesværdige. Peter Gilsfort (Fagin m.fl.) stod dog ud fra flokken med sin karismatiske resonante stemme. Kristoffer Helmuth (Oliver Twist) besidder en tilpas akavethed i rollen, men indbyder ikke til yderligere granskning.

Alt i alt er Odense Teaters opførsel af ”Oliver Twist” et udmærket stykke. Stykket forsøger sig med lidt humor, men tager den ikke rigtig langt nok. Man forsøger også at gøre stykket lidt dystert, men igen er man en tand for forsigtig. Atmosfæren ender med at fremkalde associationer til en udvandet udgave af Sweeney Todd. Ikke nær så meget humor, ikke nær så dystert, og langt fra ligeså medrivende. Den store applaus reserveres udelukkende til Hal Parfitt-Murray, der formår at bringe en hel del liv og bevægelse ind i stykket, med sine ekstraordinært komplimenterende kompositioner.