En perle man helst ikke vil have

Hæsblæsende bliver vi ført ind i et, for mig, fremmed, grimt, voldsomt og ømt/betændt univers. I hele Bådteatrets længde er bygget en togvogn, hvor rejsen går til Skam, Mørke og Overdrev. Udtryksfulde menneskestore dukker med tågede, fedtede briller, hårtotter, lange rynkede halse og hospitalsskjorter som flagrende kroppe, dukker frem i togets vinduer og åbner munden, flækker ansigtet, til lyd fragmenter og intime stemmer fra Radioteaterets: "Rejsen til Sankt Hans" af Erling Jepsen. Drengen er indlagt, forældrene skal besøge ham, hvem er syg? Hvad er op, hvad er ned?
Totter af tætningsuld, ulvekløer, sammenvoksede øjenbryn, et elektrochok som scenisk klimaks. Det virker. Det er påtrængende.
Jeg forstår ikke meget, det er snarere en stemning, og det irriterer mig, jeg ville gerne tages mere i hånden. Jeg er efterladt uden nøgle og det får mig til at føle mig dum og det betyder at jeg skubber oplevelsen fra mig, i stedet for at tage den helt ind. Måske er det meningen, at det er noget uelsket, noget jeg kun lige får færten af, der er på spil. men jeg savner alligevel noget.