Tomme handlinger

Dette stykke rummede utrolig meget dårligt på en gang. Måske er jeg forvent med gode performative oplevelser, og naturligt kritisk vedrørende teatrets teatralske grundvilkår, men dette virkede på mig utrolig overfladisk.
Temaet om ikke at blive hørt, ikke at kunne bryde ud, er spændende nok.
Idéen om at sætte publikum på scenen er vellykket. Man følte sig i den grad inddraget på en ny måde.
Men musikken og skuespillet var forfærdeligt. Musikken var al for høj og forsøgte sig i mange retninger, men var på ingen måde professionelt. Som en aften på den lokale musikskole. Der er et "men", for trods alt var musikken live, hvilket passer til scenekunstens mulighed for at skabe nærvær.
Der var i stykket et spil mellem en åndsfraværende og en følende side af rollerne. Den "følte" side var tydeligst når de sang, og utrolig banal. Hvis man er sur (hvilket man vel aldrig entydigt er), skal man gå med mundvigen nedad og helst være lidt aggressiv mod objekterne på scenen. Er man glad, flyver man let, båret af publikum, og smiler. Denne revy-agtige måde at spille på kunne have fungeret, hvis det som publikum var forventeligt at måtte grine, men det lå ikke for.
Altså var det tiltænkt at vi skulle leve os ind i dette ultra karikerede stykke.
Dog fungerede modstykket, hvor de agerede ureflekterende imbecile ret godt. Her blev man i tvivl om hvorvidt de selv troede på denne flade dramatik, om vi i virkeligheden som publikum blev gjort for nar. Men det er sikkert en overanalysering af manuskriptet.
Jeg vil til sidst omtale teaterøen for dets potentiale. Ideen om at blive ført med en gammel bus fra virkeligheden ud ad øde veje til et hus i ingenting for at imødekomme fantasiens verden, er virkelig god.
Også dette at invitere teatre udefra er solidarisk og sikrer en foranderlighed i deres program.
Jeg håber ikke "Bolbronx" er et eksempel på standarden på teaterøen, men ser håbefuldt frem til næste sæson.