Ottos tomme univers

En flyvemaskinestor propel sættes i gang og blæser sin kolde stærke vind gennem publikum, der sidder med håret flagrende til siden overdøvet af propellens motor. Og bagefter? Ingenting. Bare en kold vind, der nu er væk igen.

Sådan er der lidt i Ottos univers. Otto er alene. Det har han været altid, bortset fra en enkelt vinter, hvor han var sammen med Kvinden, en eks-kæreste, der var "lav, mørk og fantasiforladt". Men siden har Otto mødt sin store kærlighed, Jenny Holst. Og han har mistet hende igen. Nu er han i sorg.

Det fortæller han i hvert fald til os, til publikum. Men snart får vi at vide, at Otto aldrig har kendt Jenny Holst. Han har blot læst hendes navn i en dødsannonce og opdigtet et forhold til hende. En kærlighedsfortælling. Af de helt store. En kærlighedsfortælling om en vidunderlig kvinde, der er "smuk, høj og rødhåret". Nøjagtig ligesom Otto selv. En spejling.

"Hun er den, jeg elsker. Hun er mere mig, end jeg selv er", fortæller Otto, mens han planlægger at afholde Jennys begravelse.

Herfra er scenen sat. Otto lyver. Og han trækker eks-kæresten og hendes nye fantasiforladte mand, Kongen, med ind i en fortælling, der handler om dyb ensomhed og eksistentiel tomhed. Hvor nære relationer er så ikke-eksisterende, at man må opfinde dem selv.

Grundtonen i stykket er absurd. Universet fordrejet og sort. Stemmerne monotone. Det store mørke scenerum, hvor handlingen udspiller sig, er ikke en realistisk dagligdagsrum, men et psykisk rum. Ottos tomme psykiske rum, hvor luften blæser lige igennem, betydningsfulde ord om længsel og kærlighed klinger underligt fjernt, popsange om ever-lasting love danner smukke, luftige illusioner og personerne i Ottos liv er som karikerede figurer, der glider umærkeligt ind og ud af hans verden, som var de alle blot stemmer i hans hoved. Kongen spilles fx af hele to helt identiske personer, der gør og siger alting synkront, hvilket både er dybt morsomt (og uhyre velspillet!) og understreger det semi-psykotiske spejlingsunivers, Otto lever i. Eller rettere: her er ingen spejling mulig for kærlighedsobjekterne i Ottos liv er så fraværende, at han selv må opdigte dem selv.

Hotel Pro Forma og Kirsten Dehlholm formår virkelig som ønsket at skabe et scenerum, hvor hele rummet bliver eksistentielt og psykologisk. Og hvor tomhedsfølelsen runger som en grundstemning. Her bliver ingen af de store betydningsfulde ord eller handlinger mellem mennesker virkelige. Intet integreres og danner betydning. Det ses fx, når Otto beder eks-kæresten om et knus. Her kigger de begge ud mod publikum og giver i stedet os, eller den tomme luft, et favntag. Her er ingen tætte relationer, kun luft.

Skuespillet kan jeg ikke sætte en finger på. Det er uhyre velspillet. Men alligevel blev jeg aldrig rigtig bevæget eller draget ind i Ottos univers. Jeg følte tomheden. Jeg grinede over den absurde tvillingekonge. Men halvt inde i stykket kedede jeg mig. Og netop som Otto synes at nærme sig et vendepunkt i sin sorgproces og begynde at tilnærme sig virkeligheden, den RIGTIGE kvinde, så slår fokus over på bedemanden Salle og historien tager en mærkelig drejning. Og hvor bliver Otto og hans begyndende psykose så af? Det var lidt mærkeligt.

Så fin ros herfra til skuespillet, idéen - og originaliteten i det absurde univers. Men da flyvemaskinepropellen i slutningen af stykket igen blæste mit hoved tom for tanker, så gik jeg ud derfra og jeg har ikke tænkt over stykket siden. Der var ikke noget, der hang fast. Lidt ligesom i Ottos univers. Men denne hårdtslående pointe kunne godt have sat sig i kroppen på en langt mere uhyggelig måde. Det gjorde den desværre ikke.