Ideen om en rolle

Hvis nogen skulle læse denne anmeldelse, vil jeg indledningsvist informere denne om, at jeg er meget ubekendt med det at gå i teatret og at jeg end ikke har læst 1984 af George Orwell.
Selvfølgelig spiller vi alle altid roller i dagligdagen, men det virker så uvedkommende for mig at se det karikeret af skuespillere med fjerne blikke på en scene. Og nej, det bliver ikke mere vedkommende af at man invitere dem ind i sin stue, som med drK programmet: sig det med teater.
1984 på Betty Nansen rykkede ikke meget ved min holdning om denne form for kunst. Jeg blev ikke forført af Sofie Ancher Veas krokodilletårer eller Patrick Bauerichters råben. Det blev ikke relevant fordi de havde moderigtigt opsmøgede bukser og dr. Martins sko på, eller tændte lyset i salen under stykket.
For det er netop disse to punkter: relevans og tilstedeværelse, som manglede så voldsomt i stykket.
Dette kunne have været en øjenåbner for mig tror jeg. Det kunne virkelig have været noget jeg ville huske. Jeg kan sige dette, fordi jeg rettelig mener ideerne er der. Jeg kunne mærke i replikkerne og ikke mindst i programavisen, at folkene bag havde reflekteret grundigt over 1984 anno 2014. Dertil skal Robert Icke og Duncan Macmillan som manuskriptforfattere samt i højere grad programredaktionen: Mette Abildgaard, Martin Bill og Michael Søby have stor ros. For jeg mener de var 1984 for tro. I stedet for at sælge på brandet, skulle man i endnu højere grad have fokuseret på nysprog, efterretningstjenesten, hackere og alt det der i programmet benævnes. Det er så uendeligt ligegyldigt for mig at snakke om gruppementalitet kontra individets frihed i klassisk politisk forståelse.
Om scenografien, lyd- og videodesignet kan det siges, at det passede meget godt til avisens vægt på det konceptuelle, idet det var så ikonisk og relativ simpel. En stol, en mikrofon, et øje. Lysdesignet var derimod al for kompleks og dramatisk til at falde i hak med dette.
Værst er det dog med skuespillet, som efterlader mig meget uimponeret. Jo, de er sikkert meget gode skuespillere alle sammen, men hvis også de og deres karakterer skal være så ikoniske og tænkte, er der nødt til at være et menneskeligt nærvær med i spillet. Jeg tror ikke på Winston og Julias kærlighed, jeg tror ikke på moderen eller Martine. Selv da de stod lige foran mig og henvendte sig til publikum, kunne jeg ikke mærke dem. Jeg begynder ærlig talt at tvivle på, om det er mig og min indlevelsesevne der er noget galt med? Om det overhovedet er relevant at spørge hvorvidt man skal indleve sig i et teaterstykke?