Forrygende fortælling i Erhards Gladsaxe

Når man normalt tænker på Mungo Park, så vil de fleste nok tænke på Allerød. Forestillingen Erhard mod monopolet er imidlertid blevet sat op i Gladsaxe, endda i det store sociale boligbyggeri Høje Gladsaxe. Det er i og for sig meget passende, når nu det handler om Erhard Jacobsen, som jo i den grad har slået sine folder i Gladsaxe, som det der nogle gange benævnes bykonge.

Og netop ordet bykonge griber Mungo Park fat i med denne forestilling. De stiller spørgsmålet, om Erhard var konge eller klovn. Svaret lader de heldigvis publikum om selv at bestemme, men vi får både vist sider af den gode Erhard, som kan stemple ham som konge og klovn.

Omdrejningspunktet i forestillingen er, som titlen antyder, Erhard Jacobsens indædte kamp mod det han og andre benævnte som ”røde lejesvende” i Danmarks Radio. Der er sat en nutidig ramme for historien, som er, at den mangeårige programchef for B&U-afdelingen i DR, Mogens Vemmer, møder Erhard Jacobsen, eller vel rettere Erhard Jacobsens ånd, i det nedlagte TV-byen i Gyngemosen. Det danner rammen for at få udfoldet både Danmarks Radios og Erhard Jacobsens historie. Det er godt tænkt, for det at rammefortællingen foregår i nutiden giver mulighed for at trække tråde op til netop nutidens mediebillede – hvilket de da heller ikke forsømmes at gøre. Hvordan skal ikke her afsløres, men det antydes, at Erhard Jacobsens mission så at sige er lykkedes posthumt. I det hele taget er manuskriptet for stykket meget velskrevet, man har lavet nogle kloge og velvalgte nedslag i historien, og krydret den med de strømninger der generelt var i samfundet.
Scengrafi er relativt enkel, og udgøres især af det klassiske ”TV-avis-øje” med indbygget videoskærm, som kan drejes rundt. Dertil nogle stofbeklædte rumlige figurer, som flyttes, stables, gemmes sig bag, ligges på og i det hele taget bruges super dynamisk. Alt i alt betyder det, at der hele tiden skabes små rum i rummet, hvilket hjælper handlingen, som udgøres af mange korte scener fremad. Scene i Gladsaxe er noget større end Mungo Parks egen scene i Allerød, og det udnyttes klogt.

Som vanligt er det Mungo Parks ensembleskuespillere, der udfylder rollerne. Henrik Prip har som den eneste af de fire skuespillere kun én rolle, nemlig som Erhard Jacobsen. Malin Rømer Brolin-Tani er hans kone Käte, og gestalter derudover en slags personificering af Danmarks Radio – et smart greb, for det giver mulighed for at skabe en slags fortællerrolle, uden det bliver stift at se på. Anders Budde Christensen er især Mogens Vemmer, mens Jonas Munck Hansen som så ofte før er forestillingens comic relief. Han sprinter rundt, spiller et utal af småroller undervejs, f.eks. ikke under fire statsministre, ligesom han på guitar danner soundtrack til forestillingen. Hele vejen igennem er der gode skuespilpræstationer. Ikke mindst (men svært!) er det lykkedes Henrik Prip godt at genskabe Erhard Jacobsens kropssprog og ansigtsudtryk.

Det hele er veleksekveret, drevet frem af den meget garvede instruktør Peter Langdal, der jo har skabt adskillige flotte opsætninger af teaterstykker. Også her får han det bedste ud af skuespillerne, rummet og materialet. I det hele taget er forestillingen absolut anbefalelsesværdig.