"Nogle gange har man bare lyst til at se på en tomatdåse"

I RØD får publikum lov til at være en flue på væggen i Mark Rothkos atelier i 1960'ernes New York - eller i hvert fald i Peter Langdals iscenesættelse af Rothkos atelier - et stort, fantastisk rum med gigantiske lærreder, højt til loftet, grammofonplade, gasblus og et dæmpet lys, der skaber præcis det skær, Rothko's følsomme røde værker, skal betragtes i. Udsættes de for skarpt dagslys, dræbes deres sårbare, pulserende liv - og de lukker sig i.

RØD er en næsten to-timers tour de force dialog om kunstens væsen mellem mesteren Rothko (Flemming Enevold) og hans unge assistent, der selv er billedkunstner (Thure Lindhardt). Assistenten ankommer som en ung, ærefrygtig knøs, der bliver tromlet ned af den store kunstners vid og grænseløse arrogance - men langsomt sætter assistenten et generationsoprør ind og udfordrer Rothko's forældede kunstsyn. Rothko, der som abstrakt ekspressionist bryster sig af sin generations opgør med kubismen, foragter den nye "pop-art" (Warhol, Lichtenstein), der hylder overfladen, skider på dannelse og kulturhistorie og hiver kunsten brutalt ned fra dens piedestal.

Enevold gør det fantastisk. Han sprutter og hvæser af de unges stupiditet og ophøjer sin egen dannelse og indfølelse. Et kunstværk skal berøre, forandre og pirke til beskueren - for kunsten kan forvandle et menneske! Og hvad gør den nye kunst? Andet end at være et pænt sofastykke! "Nogle gange har man bare lyst til at se på et stilleben og en tomatdåse", provokerer den unge assistent! Også fantastisk spillet af Thure Lindhardt, der veksler mellem det drillende, drengede og det fandenivoldske. Det er to voldsomme temperamenter, der støder sammen i atelieret - og det imponerende ved stykket er, at de detaljerede diskussioner om kunstens rolle og betydning, på intet tidspunkt bliver teoretiske og højtsvævende, men er levendegjort i krop og følelse - i to menneskers temperament, fantasi og livshistorier, fx bliver diskussionen om farven RØD knyttet assistentens erindring om sine forældres blodbad i en seng.

Der er kemi mellem Enevold og Lindhardt - og den intensiveres og eksploderer nærmest i stykkets sidste halve time, hvor den også berører, fordi der er opstået en oprigtig respekt mellem de to. "Er jeg fyret nu?" spørger assistenten efter brutalt at ha' gennemhullet Rothkos megalomane selvopfattelse. "Fyret?", svarer Rothko: "Du er først lige begyndt at eksistere!". Det er en fed toparrogant bemærkning! Den intellektuelle mastodont har mødt en værdig modstander - næste generations håb - og bøjer sig i respekt.

Jeg synes stykket er ambitiøst, skåret ind til benet, intenst og velspillet. Jeg kedede mig ikke et øjeblik, men skal også indrømme, at diskussionerne interesserer mig - også fordi de stadig er vildt aktuelle! Hvor fa'en er dannelsestanken blevet af? Nysgerrigheden? Skal kunsten provokere, bevæge, behage? Alle unge gymnasieelever, der er vilde med kunst, burde gå ind og se det her stykke. Især pga. dialektikken; jeg mener, vi ku' sgu' godt bruge at få boostet lidt af Rothkos dannelsestanke. Samtidig er det tydeligt, at han er totalt blind over for den revolution, der også lå i popkunsten.

Thumbs up for John Logans manuskript...